Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
262 DEN SIDSTE DAG.
og svækket og bar Præget af de ydre Indflydelsers Paavirk-
ning. Fremskridtets gamle Lov var nu afløst af en Tilbage-
gangens Lov, den livløse Natur havde atter vundet Magt, og
Mennesket sank tilbage til dyriske Tilstande. Men alle disse
affældige og adsplittede Racer fra Verdens Oldingealder var,
den ene efter den anden, bukkede under, og kun nogle
spøgelseagtige Horder flakkede om mellem Fortidens Ruiner.
Omegar prøvede paa at anvende sine nye Tjenere til at
holde de endnu funktionerende kemiske Apparater i Virk-
somhed og især til at opfange og udnytte Solvarmen. Haabet
straalede over de to Elskendes Bo som den skinnende Regn-
bue efter Tordenbygens Ophør. De glemte Fortiden og tænkte
kun lidet paa Fremtiden, levede og aandede kun i det lykke-
lige Nu.
Saaledes tilbragte de flere Maaneder i den Himmel af be-
rusende Salighed, som deres gensidige Kærlighed beredte
dem. Man har kaldt Elskov Sansernes Poesi og to Sjæles
evige Kys. Man har ogsaa sagt, at hverken Hæder eller Viden-
skab, Aand, Skønhed, Ungdom eller Rigdom kunde skabe
den Lykke som Kærligheden. Lad os hertil føje, at paa denne
Jordens sidste Dag var Kærligheden alene tilbage og lyste
som den sidste Stjærne i Natten. De to Elskende saa kun
den og glemte, at de favnede hinanden i et Gravkammer.
Undertiden kunde det hændes henad Aften, naar Solen var
sunken ned bag Ruinerne, at Eva følte sit Sind blive tungt
af Vemod ved Skuet af den umaadelige Ørken, der omgav
dem. Da kastede hun sig i Omegars Arme og mægtede ikke
at tvinge de Taarer tilbage, som duggede hendes Øjne. Ja,
vistnok haabede hun paa Fremtiden. Men hvor ensom og
stille var dog ikke denne Verden! Hvilket underligt Arve-
gods den livsglade Menneskehed havde efterladt sig! Overalt
lød kun Mindets Røster. Bøgerne i Bibliotheket meldte om
Fortidens Stordaad; Billedkunstens Værker lod den opstaa til
nyt Liv for det overraskede Blik; fonografiske Apparater talte
paa Ens Bud med berømte Afdødes Stemmer, ja selv disse
Afdødes Ansigtstræk kunde man fremtrylle paa den gennem-
sigtige Skærm ved Hjælp af telefotiske Midler. I gamle Metal-
kister, saa store som hele Værelser, laa Milliarder af Guld-
stykker med alle mulige Tiders Præg —, man kunde øse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
