Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 135 —
Jeg gav straks ordre til at vende tilbage til vor
leir, og did kom vi ogsaa imod kvelden. Den lille
nshiego havde i al denne tid været skilt fra sin døde
mor. Nu, da den saa liget igjen, sprang den lille
stakkaren straks bort til moren; men da den rørte ved
hendes ansigt og bryst, var det tydeligt at se, at den
skjønte der var foregaat en stor forandring med hende.
I nogen minuter holdt den paa at klappe hende og
kjæle for hende, som om den vilde prøve at kalde
hende tilbage igjen til livet ved sin kjærlighed. Men
da moren ikke rørte sig, var det som den misted alt
haab. Dens smaa øine blev meget sorgfulde, og den
ropte jamrende: „Ui! ui! ui!" saa det gjorde mig
inderlig ondt at høre paa den. Den saa ogsaa saa rent
fortabt og ynkelig ud, som om den kjendte sig aldeles
forladt og ubeskyttet i denne verden. Alle mine folk,
ja hele landsbyen, var rørt over den, og særlig
kvindfolkene saa grebne ud.
Jeg stod hele tiden og stirred paa dyrets lille hvide
ansigt. Det var virkelig vidunderligt og aldeles ufatteligt,
og merkeligere dyr har jeg aldrig set.
Mens jeg stod slig, kom to af mine jægere leende
bort til mig.
„Se, Chelly," sa de (de kaldte mig altid Chelly),
„se paa din ven. Hver gang vi skyde en gorilla, du
sige til os: se paa eders sorte ven! nu du se paa din
hvide ven!"
Og dermed smeldte hele banden i en henrykt og
skraldende latter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
