Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 166 —
alt gik rundt i hjernen paa mig, og jeg blev ræd jeg
skulde gaa fra forstanden.
Med Tofiki var det foregaat en stor omskiftning.
Han kunde ikke holde skridt med mig mere, skjønt jeg
stadig opmuntred ham. „Langsomt, langsomt, herre,"
bad han stønnende. Jeg sagtned stadig mere og mere
paa farten, men alligevel seg han agterover for hvert
kvarter, og det var tydeligt at se, at hans kræfter minked.
Naar vi stanste for at hvile og drage pusten, mere faldt
han ned end han satte sig. Han kunde ikke tale
længer; det blev bare til en hæs hvisken. Endelig
sa han:
„For mig er det det samme, enten vi naar op paa
denne toppen eller ei; men jeg vilde nødig De skulde
opgive Deres maal, naar bare jeg trodde jeg kunde
holde ud; men jeg er ræd jeg ikke kan gaa stort
længer."
Sikkert var det, at ingenting uden den mest
tvingende nødvendighed kunde faa ham til at komme frem
med slig en tilstaaelse.’ Og naturligvis vilde jeg heller
ikke paa nogen maade stille ham paa en for haard
prøve; men jeg syntes, at naar vi nu først var kommet
saa langt og var maalet saa nær, saa maatte jeg da
alligevel have lov til at prøve at sætte mod i ham.
Derfor lokked jeg ham med mig fra knaus til knaus,
indtil han endelig sank sammen, og idet han snapped
efter luft, stammed han: „Herre, jeg kan ikke mere;
men har De saa mange kræfter igjen, at De tør vaage
det, saa gaa videre, og bry Dem ikke om mig. Jeg
vilde saa gjerne De skulde naa Deres maal, og jeg skal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
