Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HAWTHORNES DIGTNING.
Gang en Krigshelt, atter er det en Statsmand. Men
Ernst, der har tilbragt sit Liv med at danne sig den
store Folkeførers Billede, ser hver Gang, at Folket ta-
ger fejl.
in Tid tror han selv, at en stor Digter er den,
der skal komme. Men Pengefyrstens Rigdom bliver til
Forbandelse. Krigsheltens Sejre bringer kun kortvarig
Lykke, og Statsmandens Kompromiser er falske Allian-
cer, selv Digteren har kun drømt Idealerne — ikke levet
dem.
En Aften gaar Digteren og Ernst, som nu er en
gammel Mand, ud til en Grotte under Klippen, hvor
det store Naturideal løfter sig over dem. Her samles
Folket om den gamle, medens han taler til dem om
det, der boer i hans Hjerte. Da ser Digteren, at Oldin-
gen, der har tilbragt sit Liv med at vente den, der
skal komme, selv bærer Klippens Ansigtstræk.
Der er ingen Tvivl om, at Hawthorne ved Fortæl-
lingens Krigshelt har tænkt paa Præsident Jackson og
ved Statsmanden paa Webster, ved Digteren maaske
paa sig selv. Lige saa sikkert er Ernst, der former
sin Aand ved bestandig at stirre mod Naturidealet,
Emerson. Idet Digteren her skabte det ædleste Mo-
nument, den amerikanske Litteratur har rejst sin aande-
lige Revolutionsfører, sonede han — hvis der er noget
at sone — sin kølige Dom over Transcendentalisten
Emerson, og viste, at han ikke blot tænkte med Hjertet
men ogsaa følte med Hjernen.
Dog, som om denne Skildring var ham for sollys,
maatte han med et sidste Tryk sætte sin Aands Mærke
paa den, idet han lader Ernst føle det vemodige i, at
138
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
