Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I slet Selskab - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
203
Sølvklokke, og saa sagte, at man knap kunde
høre den. Sonja gik altid i smukke Kjoler, og i
hendes Haarpisk flettede Barnepigen hver Mor
gen et lyserødt Baand, men Marusja var klædt
i Pjalter, og i hendes Håar sad der ingen Baand,
skjønt det var meget længere og smukkere end
Sonjas.
Jeg var en rigtig vild og overgiven Dreng.
«Man skulde tro, at Fyren havde Kviksølv i
sig!* sagde de Voxne altid, og jeg troede ogsaa
selv, at jeg havde det, skjønt jeg ikke rigtig
kunde forståa, hvordan det var gaaet til. Jeg
følte Trang til at meddele mine ny Bekjendte
lidt af det sprudlende Liv, jeg selv var i Be
siddelse af, og vel næppe nogen Sinde har det
gamle Kapel gjenlydt af saa høje Raab og Skrig,
som nåar jeg søgte at sætte Fart i Valek og
Marusja. Men jeg havde ikke synderlig Held
med mig; de var begge lige utilbøjelige til at
indlade sig paa vilde Lege, og en Gang, da jeg
vilde have Marusja til at lege Tagfat med mig,
sagde Valek alvorligt:
«Nej, lad være; hun er lige ved at græde.*
Og han havde Ret, for da jeg alligevel fik
hende sat i Løb, vendte hun sig pludselig om
imod mig, løftede begge sine smaa Hænder op
over Hovedet, som om hun vilde værge for sig,
og brast i en lydelig Graad. Jeg blev saa
staaende fuldstændig fortabt.
»Der ser du selv,« sagde Valek, «hun
holder ikke af at lege.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
