Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I slet Selskab - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232
til Jorden, og hun sad nu altid og stirrede tavst
ud for sig med store, mørke Øjne. Saa be
gyndte jeg at tåge mit Legetøj med ned til
hende, men heller ikke det brød hun sig syn
derlig om, og jeg besluttede da at prøve et
sidste Middel.
Min Søster Sonja havde en stor Dukke med
dejlige røde Kinder og prægtigt hørgult Håar.
Til denne Dukke, som hendes afdøde Moder
havde foræret hende, knyttede jeg mit sidste
Haab, og jeg bad hende derfor om at laane
mig den et Par Dage. Jeg tiggede hende saa
inderligt derom og beskrev hende saa levende,
hvor slemt det var for den syge lille Marusja
slet ingen Legetøj at have, at Sonja, som først
ikke vilde af med den, dog til syvende og sidst
endte med at opfylde min Bøn.
Denne pyntelige Porcellænsfrøkens Virkning
paa den Syge overgik mine dristigste Forvent
ninger. Da jeg viste mig med hende, kom der
pludselig Liv i Marusja, som laa stille hen med
lukkede Øjne. Hun slyngede begge Armene om
min Hals, lo af Henrykkelse og begyndte strax
at snakke med sin ny Bekjendt. Dukken gjorde
næsten Vidundere. Marusja, der i de sidste otte
Dage ikke havde forladt sin Seng, begyndte nu
at gaa rundt paa Gulvet med sin lille lyskrøl
lede Datter ved Haanden, og til Tider blev hun
endogsaa saa ivrig i Legen, at hun gjorde et
mislykket Forsøg paa at løbe.
Paa den anden Side forvoldte denne Dukke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
