Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hvad Skoven fortalte - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
276
har du krænket mig groveligt baade før og nu.
Ak, ilde har du handlet imod mig, og nu kom
mer du og beder mig om at hjælpe dig! Nej,
hjælp du dig selv — jeg formaar det ikke.«
»Lad mig gaa! Slip mig!« raabte Herren
saa igjen. «Krummer I et Håar paa mit Hoved,
kommer I alle til at raadne i Sibiriens Land!«
»Aa, bryd dig ikke om os, Herre, « sagde
Opanas, »vi klarer os nok. Roman vil være
nede ved Mosen længe før dine Jægere, og jeg
skjænker det ikke en Tanke, om mit Hoved er
sikkert eller ej. Jeg kaster Bøssen over Skul
deren og tyer ind i den mørke Skov, og der
samler jeg andre raske Svende af samme Slags
som jeg selv. Om Dagen gjemmer vi os i Tyk
ningen, men om Natten røver og plyndrer vi
paa Landevejen, og kommer vi til en eller anden
fornem Herres Slot, trænger vi lige ind i hans
Gemakker og tager, hvad vi lyster. Naa, kom
saa, lille Roman, og hjælp mig med at bære
hans Naade ud i den kølende Regn.«
Herren skreg og strittede imod med Arme
og Ben, men det nyttede ham ikke noget:
Roman og Opanas slæbte af med ham og bar
ham ind i Skoven.
Jeg skyndte mig ind til Oksana, der sad
henne paa Ovnbænken, hvid som en kalket Væg ;
men udenfor hylede og peb Stormen, og nu og
da kom der et forfærdeligt Tordenskrald. Og
medens jeg sad sammen med Oksana, hørte jeg
pludselig en klagende Stønnen, der lød saa ynke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
