Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
undres over at see en Aand som Kierkegaard gaae
ud fra. Men seer man rigtigt paa disse Ord, da
opdager man et af de dybeste Charaktermærker i
Kierkegaards Forfatterskab.
Han gaaer ud fra at Fornuften er døbt. De
utallige fine Undersøgelser og Analyser, der ligge
bagved hans uden Overdrivelse enorme og gigantiske
Værker ere ikke udførte forudsætningsløst eller
fordomsfrit. Intet Ord formaaede jo ogsaa i den
Grad at udæske Kierkegaards undertiden vittige,
undertiden næsten scurrile Spot og Haan, som
Filosofernes store Grundsætning: Man bør tvivle om
Alt. Den Fornuft, som her prøver, er en døbt
Fornuft, døbt med Ild, men døbt — det er en
Fornuft, som forud har aflagt et Løfte med
Hensyn til de Resultater, hvortil den vil komme, og
som selvfølgelig ikke kommer til andet Resultat.
Den veed, ligesom Disciplen, der har kigget i
Lærerens Regnebog, hvad Facit er, inden den
begynder Regnestykket, og faaer det derfor ud af
enhversomhelst Regning. Det nye Testamente,
opfattet som Orthodoxien læser det, er Regnebogen,
hvori alle Opgavers sande Løsning er given.
Jeg behøver neppe at sige, at hos andre
Landes store og veivisende Aander i dette
Aarhundrede er dette ganske anderledes: hos Littré
og George Sand, hos Goethe og Hegel, hos Shelley
og Stuart Mill er Fornuften udøbt. Til Gjengjæld
er hos dem — billedligt talt — Lidenskaberne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
