Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
95
»Kommer I i Betryk paa Vejen, føjede Kongelige Majestæt til, eller mangler
den Hjælp, som er Eder fornøden, siden det gjælder om at bringe Pengene midt
igjennem et af Fjenden besat Land, næsten igjennem hans Lejr, saa opsøg Svend
Gjønge, han er Manden for at hjælpe Eder og den, til hvem 1 kan sætte eders hele
Fortrøstning. Saa rejste jeg fra Vordingborg og fandt Dig først iaften efter længe
Søgen, skjøndt Rygtet om dit Mod og dine Bedrifter fast spørges over den hele 0.«
Svend trak paa Skuldrene med en ringeagtende Mine. »Synes I ikke bedst
om, at vi lade eders Ros bero, indtil jeg faar den fortjent bedre? Hidtil har jeg ikke
gjort andet end skaffet mig Folk og Folkene Vaaben, det er først nu, jeg agter at
fange an paa noget.«
»Du glemmer, at jeg var tilstede under de forskjellige Optrin hjemme i dit Hus.«
»Og hvad saa? For Fanden, Herre! bilder I Eder da ind, at saa forvovne
og halvvilde Mennesker som disse Gjønger, Folk, der saa at sige Allesammen ere
fødte og opdragne i Krig og Overfald og Slagsmaal, lade sig regere som Fluer i en
Sytraad. Hvis de ikke kjendte mig som den, der magter dem baade i Mod og Mand-
dom, vilde de le mig op i Ansigtet og paa Timen vælge en anden Fører. Gud naade
Egnen, hvis det skete; thi siden de have saa ondt ved at lystre Nogens Befaling og
ikke kjende andet Begreb om Ret end det, jeg foreskriver dem, vilde de sprede sig
til alle Sider som Rotter fra en tømt Lade og maaske føre et endnu værre Regi-
mente over vore egne Folk end Svenskerne. Men de slaas godt, de samme Gjønger,
og derfor maa man vekselvis fire og drage til, snart overtale dem ved Ord, snart ved
Pistolskud, som det kan træffe sig. Hovedtingen er, at de kjender deres Fører som
en Mand i alt og som en Overmand for dem Alle; dermed lade de sig nøje og for-
lange ikke bedre.«
»Nu vel, Svend!« vedblev Nansen, »jeg saa da ogsaa iaften, at Du var en
Mand, men det var mig ikke tilstrækkeligt, jeg maatte nøjere udforske Dig, før jeg
vovede at betro denne vigtige Sag i dine Hænder.«
»Det vil sige, at 1 høje Herrer inde i Kjøbenhavn ikke have andet Begreb,
end at en fattig Mand nødvendig maa ophøre at være en ærlig Mand, naar man blot
rasler for hans Øre med en fyldt Skindpung, Ak, min Hr. Syndikus! saa tror jeg dog
langt bedre om Eder, skjøndt 1 kanske fortjener det mindre.«
»Saamænd, Svend Gjønge!« svarede Nansen med et overlegent Smil, »det
hører ogsaa Ungdommen til; den skuffes af alt, fordi den tror paa alt, men Alder-
dommen er de begravede Forventningers Tid, den tvivler paa alt. *
»Jeg er fem og tredive Aar,« ytrede Svend.
»Jeg regner ikke et Menneskes Alder efter Aar, men efter hans Følelser, og
deri er Du endnu ikke fem og tredive Aar gammel. Efter mit Begreb maatte jeg altsaa
mistro Dig, indtil jeg fik Bevis paa det modsatte.«
»Nej, Djævlen annamme mig! om I maatte,« raabte Svend heftig. »Naar
Hans Majestæt nedlader sig til at give mig et Skudsmaal som det, 1 før omtalte,
synes mig, at jeg ogsaa kunde være god nok for en lille Mand som Eder.«
»Vi lade nu den Sag fare! Havde jeg Uret før, da jeg tvivlede paa Dig og
dine Lige, saa synes det virkeligt, at jeg søger at gjøre denne Fejl god igjen.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
