Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN
»35
»Ak, naadige Herre! jeg vilde saa nødig blive her paa Slottet; hav Forbarmelse
med mig lille Pige.«
»Hendes Fader er en Dumrian,« svarede Tyge Høeg, »jeg skulde ikke sige
det saa ligefremt. Han har forebragt mit Hjertes bedste Ønske paa en ravgal Maade;
af alle Mennesker er jeg nok den, som mindst vilde gjøre Hende noget til Fortræd.
Men tør Hun sine kjønne Øjne og gaa saa lidt ned til Husholdersken. Jeg har en
Sag at afgjøre med hendes Fader imidlertid.«
Ellen rejste sig, glad over den givne Tilladelse.
»Kom først hen til mig, før Hun gaar,« vedblev Tyge med det størst mulige
Udtryk af Venlighed, som han var istand til at give sit Ansigt. »Kom herhen, min
søde Dukke, at jeg kan knibe Hende lidt 1 hendes røde Kinder.«
Ellen adlød nølende og ilede derpaa ud af Salen.
»Nu vel, Hr. Lehnsmand!« udbrød Espen, da de bleve alene, idet han, uden
at afvente Tilladelse, tog Plads paa en Stol ved Tyges Side. »Hvad tykkes Eder
om den Smaa?«
»For saa vidt ret godt, hun er kjøn af Udseende, og I siger jo, at hun er
vant til at tage Vare paa Husets Gjerning hjemme hos Eder, men I griber blot Tingen
galt an med den evindelige Snak og har gjort Pigen bange.«
»Ja, lad I mig derom,« svarede Kjøbmanden, »jeg kjender Ellen bedst og
veed nok, hvad jeg gjør.«
»Ja, ja, hvad forlanger I da, for at jeg faar hende til mig i Huset?«
»Derom ere vi jo allerede enige; jeg forlanger kun den Halm, der staar i
Ladegaarden næst herved.«
»Det er for meget, Espen! det er, faa mig Skam, for meget. I har nu allerede
udplyndret to af vore Magasiner, og hvordan vil det vel gaa siden, naar jeg skal til
at aflægge Regnskab?«
»Jeg tænker, at 1 kan spare Regnskabet for Eftertiden,« svarede Espen leende.
»Det er jo til Svensken, vi sælge Halmen, og andet Herskab faar Landet vel aldrig.«
»Hvor meget udbragte I det sidste til?«
»Ja, Gud bedre det! hidtil har jeg ikke set saa meget som en Hvid derfor;
den gale Kaptajn udsætter Betalingen fra Tid til Tid. Til idag havde han bestemt
lovet mig Pengene, men da jeg kom ned i hans Kvarter imorges, teede han sig som
en forrykt Mand, bandede og støjede og paastod, at Kapellanen havde stjaalet halv-
tredsindstyvetusinde Rigsdaler fra ham.«
Tyge brød ud i en Skoggerlatter. »Aa fortæl det igjen,« raabte han, »det
gjør saa godt at komme til at le rigtigt. Den blegnæbbede Kapellan! — hvor mange
Penge var det, I sagde?«
»Ikke mindre end halvtredsindstyvetusinde Rigsdaler,« gjentog Kjøbmanden.
»Forresten skal der nok være noget sandt i Historien, for jeg spurgte Kaptajn Man-
heimer ud og fik at vide, at Svigerfaderen, den gamle Præst, havde leveret Summen
til den Svend Gjønge, som Folk nu snakke saa meget om her i Egnen, at han skulde
se at bringe den til Kjøbenhavn. Vist er det, at der har været stor Allarm i Byen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
