Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156
GJØNGEHØVDINGEN.
fuldkomneste Ligegyldighed. »Hvis Du blot havde bragt lidt Brød med, for jeg er
saa sulten, saa sulten.«
»Jømine!« raabte Konen haanlig, »hvorledes skulde jeg skaffe Brød, desfor-
medelst jeg kun tænkte paa at komme ud af det slemme Hul for at faa min lille
Mand at se. Om Du tog Dig noget til, fik vi vel Raad til Føden.«
»Hvad kunde jeg tage mig til,« svarede Tam, »andet end det, jeg gjorde?
thi huggede jeg en lang Vaage i Isen nede ved Aaen og stillede min Ruse ud, men
Aalene kom ikke endda. Det gaar ikke paa den Vis!« tilføjede han klagende. »Gud
give, jeg aldrig havde ladet qiig forlokke til den skammelige Handling mod Svend.
Han skaffede os dog Føden og imellemstunder noget derover.«
»Handlingen var ikke saa fejl, siden der var tredive Sølvdaler at fortjene,
Du bar Dig blot forkert ad, sqm Du altid plejer; men det fremmer ikke at kævles
mere derom. Hvor har Du gjort af Børnene?«
»Den Ene tuskede jeg bort til en Skjærsliber for en Lammeskindskofte og to
Kavringer, at han skulde trække hans Bør.«
»Hvem af dem var det?«
»Den Ældste, som havde flest Kræfter.«
»Det kunde jeg tænke mig til,« svarede Konen, »Du har aldrig ment ham
det godt, siden Du ikke var hans Fader.«
»Aa, af den Grund kunde jeg jo have tusket dem alle Tre bort; men den
Næste kom ned til Egitsborg for at passe Herremandens Hundegaard og hvissomda
at løbe Ærinder i By, og min Søster tog den Yngste til sig for at — Tys stille, der
kommer Nogen agende herop til Huset.«
»Hvem er det?« hviskede Kulsoen, idet hun nysgjerrigt strakte sig ud af
Halmdyngen.
»Jeg kan ikke længer se dem, siden de kom Huset saa nær, men vi faa dem
vel at høre ret straks, naar de gaa ind i Stuen. Lad os blot være stille og lytte til.«
Nede i Gaarden holdt paa samme Tid en lille Slæde og en Hest, som to
Personer vare ifærd med at spænde fra. Den ene af disse bar Egnens almindelige Fruen-
timmerdragt, Ansigtet var næsten skjult af en stor Filthat, hvis Skygge faldt ned over
Pande og Kinder. Omkring de temmelig brede Skuldre hang en blaastribet Hver-
garns Halvkaabe, kantet med en Bræmme af Katteskind. Den anden var en høj og
bondeklædt Mand. Nøjere betragtet viste Begges Ansigter bekjendte Træk; det var
Svend Gjønge og Ib, der saaledes begyndte deres Vandring med Skatten fra Vor-
dingborg.
Svend havde kjøbt Slæden og Fruentimmerdragten af en Marketenderske, som
drog omkring paa Landet blandt Svenskerne og solgte Mjød og 01.
»Jeg tænker, vi kunne lade Mjøden blive liggende paa Slæden Natten over,«
ytrede Ib dæmpet. »Skulde den tage Skade, bliver det Svenskernes Sag. Til det
andet Anker har jeg allerede fundet en Plads.«
»Hvor?«
»Hist henne under Halmen i Faarestien.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
