Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184 GJØNGEHØVDINGEN.
sagen til Ibs pludselige Bortgang, meddelte dem, at han var gaaet op til Lundbygaard
for at bestille Kvarter til Generalen.
Manheimers Ansigt straalede af Glæde, han havde ikke alene et sikkert Spor
for sig, en kamplysten Skare efter sig, men tillige den rimeligste Udsigt til Sejr, siden
Svend og Ib vare ene om at føre Pengene bort. Han tog Afsked fra Lehnsmanden med
de mest glimrende Løfter, og Toget satte sig paany i Bevægelse over til Lundbygaard.
Ulykkeligvis anede han ikke, at ethvert Skridt fremad bestandig fjernede ham
længere fra Gjøngerne, og at den listige Ib blot havde nævnet den omtalte Herregaard
for at skjule den Vej, de agtede at drage.
Saaledes rede da Svenskerne mod Vest, medens Svend holdt sig mod Øst
langs med Søkysten, og derfor maatte Manheimer ogsaa blive uvidende om alle de
Hændelser, som tildroge sig paa Jungshoved.
Lundbygaard havde i den sidste Uge været besat af en svensk Kommando,
og Kaptajnen blev straks efter sin Ankomst overbevist om, at man havde ført ham
bag Lyset. Hans Forbitrelse herover stod i Forhold til hans tidligere Glæde. Paa
Tilbagevejen fra Gaarden fordrev han Tiden med at tilsværge Svend de mest udsøgte
Pinsler, saa snart han fik ham fat.
Paa Jungshoved fik Manheimer de første paalidelige Efterretninger om Svend,
men hans uheldige Stjerne vilde, at han just skulde indtræffe Dagen efter Gjøngens
Flugt. Under den Uorden og Forvirring, som fandt Sted paa Slottet efter Barakkernes
Brand, vidste Ingen, hvor Slæden var bleven af.
Korporalen og den Afdeling Dragoner, der havde fanget Svend, vare desuden
dragne Nord paa med Oberst Sparre. Efter alle sine frugtesløse Undersøgelser havde
Manheimer kun en ny Forbitrelse at føje til den tidligere, da han begav sig paa Hjem-
vejen til Vordingborg. I denne Stemning gjenfinde vi Helten, omringet af sine Dragoner
paa hin Side Lekkinde Aa. Dragonerne delte deres Anførers mørke Lune, de forholdt
sig mere rolige og ordknappe omkring ham end ellers. Paa eengang droges Man-
heimers Blik hen til Vinduet. Han hørte Latter og højrøstede Stemmer udenfor og saae
Rytterne stimle sammen om et Menneske, som lidt tilforn var traadt ind i Gaarden til dem.
Det var en lille, uanselig Skikkelse, iført en hvid Vadmels Kofte, hvis Ærmer
kun halvt bedækkede de nøgne Arme. Disse Arme vare lange og magre, den brun-
lige Hud var sammenskrumpet og rynket. Paa Benene havde han Lærreds Bukser,
som endte i et Par store, brune Fiskerstøvler, paa Hovedet en rød, ulden Hue, neden-
for hvilken enkelte graalige og sammenfiltrede Haarlokker kom tilsyne. Den Ubekjendte
talte meget ivrigt til Dragonerne, og da Manheimer flere Gange hørte sit Navn nævne,
bankede han paa Ruden og befalede Folkene at føre den Fremmede ind til ham. End-
skjøndt Kaptajnen kun vanskelig lod sig paavirke af noget dybere Indtryk, var han
dog ikke istand til at udholde det stive og gjennemtrængende Blik, hvormed den
Fremmede vedblev at betragte ham efter at være kommen ind i Stuen.
»Hvad gjør Du her?« spurgte han barsk.
Den Ubekjendtes Ansigt fortrak sig til et Smil, der frembragte en Mængde
skarpe Rynker omkring Munden. Derpaa svarede han hæst og pibende:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
