Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
205
»Ja!« svarede Manheimer, »hun fulgte med for at bringe os paa Svends Spor.«
»Desuden kan den strenge Herre der vel ikke have glemt mit Ansigt, siden
vi sidst taltes ved?« tilføjede Tam og stillede sig dristig og smilende foran Høveds-
manden.
»Hvor skulde jeg kjende dit Ansigt fra?«
»Ak, naadige Herre! Ingen kan da vide bedre end I, hvor lidt jeg har med
Svend Gjønge at skaffe, siden det var mig, I talte med oppe paa Jungshoved den
Aften, jeg vilde fortjene de udlovede Penge ved at fange ham.«
Manheimer tilkastede Kaptajnen et spørgende Blik.
»Det har sin Rigtighed,« svarede denne.
»Saa rede vi da alligevel omsonst den hele Nat,« ytrede Manheimer nedslaaet,
»og den Hallunk har atter narret os.«
»Naar mødte Du Svends Folk?«
»Lidt efter Midnat, ret som de begyndte at skyde.«
»Og siden saae Du dem ikke?«
»Gud bedre det!« svarede Tam klagende, »jeg saae kun efter min stakkels
Hest og pønsede paa at komme afsted, det snareste vi kunde.«
»Se efter, om de føre Vaaben med sig,« sagde Kaptajnen til en af sine Folk.
Slæden blev undersøgt, men dens Indhold bestod kun af et gammelt Dækken og en
Fodersæk.
I dette Øjeblik nærmede Kulsoen sig Tam og hviskede:
»Veed Du, hvor Svend er?«
Tam blinkede med Øjnene.
Anføreren for Sparres Dragoner kaldte sine Folk sammen og sagde:
»Vi drage nu en anden Vej for at se, om vi have bedre Held der.« Han
hilste med Kaarden og red bort foran sin Skare.
Manheimers Ansigt udtrykte en levende Harme, hans Blik vekslede tvivlende
mellem de to Mænd, Slæden og Kulsoen.
»Hvad nu?« udbrød han.
»Ja, nu tænker jeg, vi søge op til de nærmeste Gaarde og hvile os lidt,
inden vi begynde vor Jagt paany,« svarede Kulsoen.
»Naa, er I da endelig bleven træt?« ytrede han haanligt.
Konens Ansigt var ligblegt, hun vaklede, idet hun traadte Kaptajnen et Skridt
nærmere.
»Aa nej,« svarede hun med en unaturlig Latter. »Jeg er endda ikke træt
endnu.«
Med disse Ord drog hun den blaa Rytterkappe tilside, og Manheimer saae
hendes hvide Vadmelskofte bedækket med Blod. Gjøngernes sidste Skud inde i
Skoven havde truffet hende i Skulderen, men hun havde undertrykt Smerten og skjult
Saaret, indtil det vedvarende Blodtab nu omsider berøvede hende de sidste Kræfter.
»Jeg trænger bare til at hvile mig lidt,« tilføjede hun, støttende sig paa
Sædet af Slæden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
