Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
290
GJØNGEHØVDINGEN.
tror jeg, de traf. Hele Volden vrimler af Fjender. Hør blot! nu rasle Kjædeme, de
lade Vindebroen gaa ned. c
»Det gjælder da om at komme bort,« ytrede Manheimer. »Kan Han skaffe
os et Reb, Præst! langt nok til at naa Jorden nedenfor Muren fra det Vindue, Han
viste mig!«
»Hvor skulde jeg vel faa saa langt et Reb, strenge Herre!« svarede Tange.
»Fogden sidder i sit Kammer hist ovre i Gaarden, og vi kunne jo ikke komme
udenfor.«
»Hent Lagenerne fra de to Senge derinde,« bød Kaptajnen.
Rytterne bragte fire Lagener, som bleve skaarne i Strimler paa en halv Alens
Brede og derefter knyttede sammen. Medens dette Arbejde stod paa, hørtes en til-
tagende Larm udenfor Døren. Manheimer traadte hen til Vinduet og lyttede. Han
hørte Svend befale og opmuntre sine Folk og gjenkjendte Stemmen.
»Drag Dynen lidt bort fra Vinduet,« befalede han, »og prøv, om I kunne faa
Ram paa dem med eders Karabiner.«
, To af Rytterne adløde Befalingen, men de forsigtige Gjønger holdt sig saa tæt
under Muren, at Dragonerne ikke kunde faa Sigte, derimod blev et Skud affyret fra
Gaarden, som saarede en af Svenskerne i Armen. Den Ulykkelige tabte Karabinen
og sprang tilbage med et smerteligt Klageraab. Manheimer lod dem tildække Vinduet
igjen og opgav Forsøget.
Larmen tiltog bestandig, man hørte Døren brage for de heftige og tunge Slag,
der bleve anbragte paa den. Saa snart Rebet var færdigt og tilstrækkeligt langt,
tog Manheimer et Lys og vinkede ad sine Folk. Over Tanges Ansigt foer et lumsk
Smil, idet Rytterne forlode Salen. Manheimer vendte sig i Døren og udbrød:
»Det er bedst, Han gaar med, Tange! at Han kan give en Haandsrækning,
om det gjøres nødigt.«
Denne Befaling syntes at være Tange ubehagelig, Smilet døde paa hans
Læber, idet han rejste sig og fulgte efter Svenskerne. Det Sted, hvorfra Manheimer
havde besluttet at iværksætte Flugten, vendte ud til den Side af Slottet, hvor man
som sagt havde anset Jordvolden for overflødig og derimod udvidet Graven indtil
omtrent to Favne nedenfor Muren. Denne Mur var meget tyk og ikke gjennembrudt
af nogen Aabning til Værelserne i Stuen; i øverste Etage vendte alene det lange og
smalle Vindue fra Karens Sovekammer ud mod Graven, og fra dette Vindue skulde
Flugten prøves.
Som Kaptajnen havde tænkt sig, dannede Slottet her en bred og mørk Skygge
hen over Vandet. Skoven ligeoverfor var indhyllet i en tæt og graalig Taage.
»Sluk Lyset!« hviskede Manheimer, »og hold Eder tavse, et uforsigtigt Ord
eller et Skrig er nok til at røbe vor List. Saa snart I komme udenfor, opsøge I Vade-
stedet over Graven, og om I ikke kunne finde det, saa svømme I over. Jeg kommer
tilsidst.«
Under disse Befalinger havde han aabnet Vinduet og løftet det af. En Rytter
steg op i Karmen, Lagenet blev bundet om hans Liv, derefter toge to Mand fat i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
