Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DRONNINGENS VAGTMESTER.
45«
imorgen være ligesom Svend Gjønge igaar, uændset, glemt og begraven i samme
Mørke som det, hvori han fødtes. Man maa enten være hævet højt i Vejret eller
stærkt belyst af de Mægtiges Solskin for at kunne falde Mængden i Øjnene og naa
det, 1 kalder Hæder, men hvilken Sol mener I vel vilde laane en Stakkel som mig
sine Straaler?«
»Anser I da ikke eders egen Bevidsthed for noget?«
»Nej,« svarede Svend med et sørgmodigt Smil. »Bevidstheden er næsten
altid kun en vandrende Ridder i Indbildningens Land, og gives der vel noget mere
sørgeligt i en Krigsmands Tilværelse, end at han selv er den Eneste, som bevarer
Erindringen om sine Bedrifter, han og de Faa, som have kæmpet paa samme Val-
plads? — For mig findes der ingen Hæder og ingen Fremtid, mine Triumfer ville
svinde, som de kom, og kun indeholde sørgelige Lærdomme for Andre; jeg kæmper,
jeg dør, og jeg glemmes, det er alt.«
»Men hvorfor skulde man vel kæmpe, naar man nærede en saa trøstesløs
Overbevisning?«
»Fordi vore Evner ikke tillade os at hvile,« svarede Svend. — »Jeg er en
Uheldig, smedet til Klippen uden at kunne stige eller falde, dobbelt uheldig, fordi
mine Ligemænd ikke behage mig, og fordi jeg ikke behager mine Overmænd. Men
jeg trætter Eder med denne Samtale om mig selv, og jeg vil maaske ikke heller være
istand til at gjøre mig fuldkomment forstaaelig. Lad os vælge en anden Gjenstand.«
»Nej, lad os blive ved,« svarede hun. »I trætter mig ikke, og jeg vil gjøre
mig Umage før at forstaa Eder.«
»Nu vel!« sagde Svend, og efterhaanden som han talede, blev hans Stemme
mindre fast og sikker, mere lav og skælvende, men ogsaa mere blød og sørgmodig:
»Indrømmer I da ikke, at eders Moder kun taaler mig i sit Selskab som et Middel,
der er istand til at bortlede Faren fra hende, og at intet vil være hende kjærere end
det Øjeblik, hvori hun bliver mig kvit?«
»For det første overdriver I nu, dernæst er min Moder ikke den Eneste, som
befinder sig i eders Selskab.«
»Nej, lykkeligvis!« svarede Svend, »men Junker Rud gaar det næppe bedre,
han tror at skylde mig nogen Erkjendtlighed, og jeg veed ikke Grunden, men Herrerne
ynde ligesaa lidt Den, der er dem overlegen, som Den, de føle sig forpligtet. —
Hvad Eder selv angaar! — ja! jeg vil være ærlig i mit Skriftemaal, saa hari fundet
Behag i at beskjæftige Eder mere med mig end med nogen Anden, I vil erindre det
imorgen og sandsynligvis glemme det iovermorgen.«
»Tror I det?« spurgte Karen forskende.
»Jeg ønsker idetmindste ikke, at det maa blive Tilfældet, men Hjertet ved-
bliver undertiden at haabe, endog efter at Forstanden forlængst har begyndt at tvivle.«
»Saa forlad Eder kun paa Hjertet, Svend Gjønge!«
»Det vilde jeg altid gjøre, hvis jeg var en Kvinde,« svarede han, »men det
er vor største Ulykke, at vor Tro og Haab bestandig foregøgler os Maal, som For-
standen, der er en koldere og mere tilforladelig Regnemester, viser det umulige i at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
