Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Navnet er som en flerre gjennem lerretstøi,
et stjerneskudd som risper nedover en kali
høsthimmel, et haardt og vidunderlig navn, har han
engang sagt.
Og nu––––
Pianisten hugger sine tynde fingre i
tangentene, en ny niggerdans skingrer ut sin galskap.
Mannaen og Kjokkemens sitter i hver sin sofa
og kjæler med pikene.
— Du maa ikke snakke, roper Mannaen bort
til Benjamin, dette er liv, hvad?
Pludselig forstummer musikken, men
pianisten reiser sig ikke fra krakken. En ny melodi
klager pludselig ut i værelset og Benjamins
hjerte blir sykt. Det er Solveigs sang, han
spiller, alt som er fint og ømt og dellig, spiller han.
Det er som en drøm at høre den her, det er
vemodet og længslen i de lyse nætter, som nynner
sin hilsen hjemmefra.
— Hold kjæft, skriker Kjokkemens, spil noget
kvikt for satan.
Pianisten forstaar ham. Han smiler et bittert
litet smil, og i næste øieblik rugger selve
Sheiken frem i sin taktfaste brunst.
Benjamin aander lettere og drikker ut. Det
var som en smerte holdt paa at stanse ham, nu
er det over. Men Sheiken begynder at rykke i
hans kropp, orienten hisser ham i blodet. Rita
lægger sine arme om hans hals og lar sig bugne
ind mot ham. Darling, hvisker hun.
Mannaen og hans pike er forsvundet. Rita
reiser sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
