Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
XXI.
Dagen efter kommer brevet.
Benjamin staar paa midtskibet og skraper
maling, da andenstyrmand vinker paa ham.
— Brev til dig! sier han, ja den kjærligheten —
Han rækker frem en brandgul konvolut. Men
Benjamin nøler med at ta imot den, han stirrer
med stive, dødsrædde øine paa papiret ä
anden-styrmands haand. Han tør ikke gripe det, han
har ikke lov at kalde det for sit, aa Gud, hvor
han nu forstaar hvad Sivert mente. Dette brev
er like hjemløst som budskapet til Anton, aa
tusen ganger mer.
Det er en skjælvende bøn, et bristende smil av
godhet et menneske har sendt sin egen morder.
Intet kan gjøres om igjen, brevet er ikke
længer hans.
Øinene viger ikke fra det silkede, lille papir,
han staar som lammet foran andenstyrmand.
— Hvad fanen er dette! hører han den anden
si, det er da jækli til tid du maa bruke for at ta
imot et brev. Dra dig forut og læs det! Men vær
kjapp. —
Benjamin tar brevet, forsigtig som han er
rædd for at den gule flamme skal brænde ham.
Saa gaar han forut. Han lægger brevet foran
sig paa bordet og stirrer paa det. Hendes forte,
morsomme gutteskrift skjæver bortover
konvolutten og frimerkene er muntert sat op og ned,
der er tre for mange, en meningsløs rad
bortover.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
