Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
faret med de samme kamerater, besøkt de samme
plasser, deres liv var var viklet uadskillelig ind i
hverandre. Det blev slik at karene fra Mignon
fulgte de andre ombord for at ta sig en sidste
støit.
De begyndte at trække krok paa dækket, og
mændene fra Mignon vandt allesammen,
undtagen Oskar som hadde saa grusomt ondt i
haanden .. . Men de var storslaatte og berømte
de andre for ganske merkværdig gode kræfter,
oe hadde aldrig truffet paa maken, og de drak
evig venskap.
Leif stod for sig selv, øinene var blanke,
ansigtet blusset, han var endnu skjælven av
henrykkelse. Det utrolige var hændt, han hadde
vundet, han hadde været med at kaste glan&
over Mignon, det var stort, syntes han.
Og han glemte rent at Gud hadde et pik til
ham, han husket bare at han fik brev og at han
vandt. Hjertet svulmet av lyst paa nye
bedrifter, den av Gud hjemsøkte spændte musklene
og haapet at utrette sælsomme ting.
Da kommer en færge indover havnen, den er
fuld av musik og larm og lys, det er glade
mennesker som vender tilbake fra en lysttur. Alle
karene styrter bort til rækken og vifter og roper
til dem. Den er saa vakker som den giir
fremover det mørke vand med sine mange hvite
bluss. Den er kommet like bort under deres
skib, den stryker tæt forbi og menneskene
vinker op til dem. Da sker det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
