Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
putene og de røde kors paa søstrenes arme, som
lyser op. Ellers er alt utslettet, en hvit og tyst
flod som uvirkelig sagte strømmer bort fra livet.
En høi, streng søster kommer bort til
Benjamin og fører ham frem til sengen. Ansigtene
stirrer sløve paa det levende, sterke, paaklædte
menneske som gaar hurtig forbi.
En gammel mand vinker avvergende med
haanden. Hvorfor hugger denne mørke koloss
mot hans trætte pupiller, det gjør saa underlig
ondt.
Lille Bekhardt sover da de kommer. Et svært
gazebind er viklet rundt hodet og skjuler det
ene øie. Det andet ligger saa ensomt og fortapt,
mens det skrumper ind under søvnen. Det er
som Lille Bekhardt alt er blit blind.
— Jeg skal vække ham, sier sykepleiersken,
han maa saa allikevel vaagne, det er straks
middag.
Hun kniper den sovende i armen, de hører et
træt støn, saa lukker Lille Bekhardt øiet op.
Og pludselig straaler en overjordisk glæde over
hans tynde trækk, og med et rykk sætter han
sig op i sengen.
— Aa Benjamin at du kom, hvisker han, aa
Gud har ikke glemt mig allikevel.
— Bare et øieblik, sier sykepleiersken og gaar,
— Kan du forlate mig at jeg bandte saa stygt
efter dig, sier Lille Bekhardt. Jeg var fra mig,
ser du, det var saa fælt at maatte gaa fra
Mignon. Saa snilt av dig at komme og hilse paa
mig!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
