Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Carl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
224
Efter dette var der ikke Tale om at reise. Og
han satte sig til Skrivebordet og kloret med sin
tykke Pen tostre kraftige Linjer, hvori han sa
Eli Tak for hendes gode Mening og den ven«
lige Indbydelse. Men i Vinter maatte de alli«
kevel bli hvor de var — af Hensyn til sine
Studier.
Men ikke saa snart var det skrevet, før han
rev Papiret over og kastet det i Papirkurven; fuldt
saa flot kunde han nu allikevel ikke affeie hende.
Hendes Brev viste ialfald, at han ikke var hende
likegyldig. Og før han vidste af det, sat han
og læste det engang til. Da han saa var fær5
dig, reiste han sig og begyndte at gaa frem og
tilbake paa Gulvet. Ja naturligvis. Hun havde
selvfølgelig Ret. Det var Knæk i Viljen eller
Karakteren. Eller Kjærligheten. Men hvad saa?
Hvem havde sat dem i denne Sæk som de
kaldte Livet, hvor de kravlet om i Mørke og
fik alle Knækkene? Aah; det hele kjedet ham
ubeskrivelig.
Han kastet Brevet paa Bordet, tok den bløte,
sorte Filthat og Frakken med det myke, varme
For frem under Forhænget i Kroken, klædte
hurtig paa sig og gik ut. Nede paa Gaten
slog han Kraven op om Ørene, begravet Hæn*
derne dypt i de store Lommer og presset Mun*
den sammen mot den sure Vind. Huh, man
maatte ha en Engletaalmodighet for idethele
at leve.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
