Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Syndfloden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
250
at bli gravlagt en Gang, og ikke i den frem»
mede Jord nede i Viken. Og han gik til Elven
og satte Baaten ut. Det var mange Aar siden
Vaarflommen havde vært saa strid og Vandet
staat saa høit paa Slaatteholmen. Trærne ved
Stranden stod langt ute i det iskolde Vand og
skalv i de hvasse Vindtak. Og det suste og
hven, buldret og braket som ute paa selve Stor»
havet, der Gunnar havde vært med paa Fiske
i sin Ungdom. I Nord var det endnu Is som
slet sig løs og drev i Flak nedover, og somme»
tider blev Regnet til vældige Hagelskurer.
Syndfloden! Syndfloden!
Gunnar havde stemt Føtterne mot Tvertræet
i Baatens Bund og rodd som for Livet.
Der kom Kastevinde ned fra Fjeldene, og
over Bræen drev Sneen i vild Dans som Midt»
vinters Tider. Fingertupperne frøs stive, men
han kjendte det ikke, og agtet ikke Regnet
som randt hem nedover Ryggen.
Da han endelig kom ind mellem Trærne
paa Stranden, steg han ut i Vandet og drog
Baaten paa Land; gik saa bøiet og tung indover
i det vaate fjorgamle Græs og den dype nypløiede
Jord. Gik først rundt Laaven, hvor den gamle
Apal stod og spriket med svarte, krokete Grener.
Og han gik rundt Stenrøsen og tænkte paa
dem som havde ryddet herute og lagt Sten
paa Sten i Røsen, den ene ovenpaa den anden,
Mand efter Mand, til Holmen laa der som en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
