Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Syndfloden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252
han gjemte Ansigtet i Hænderne. Det var som
han saa Præstgard stige ny og grøn op af Van«
det, og han hvisket:
«Gud velsigne dykk, Baan!»
Men Kaare og Liv tænkte den samme Tanke.
«Kom, Far,» sa Liv, «du er so vaat og kald.»
De tok hans Hænder og hjalp ham op.
Han reiste sig uten at svare.
«Vi maa skynde os, Gunnar,» sa Kaare.
«Liv er dyvaat og fryser. Og det blir mørkt.»
Da rettet Gunnar sig som en Ungdom
og saa for første Gang paa dem.
«Men koss kom de hit, Baan?»
«I Praamen,» sa Liv; «Kaare sleit hardt og
no er han vaat; for eg hev Frakken hans.
Kom!»
«Hm,» sa Gunnar og saa paa Kaare; «greide
du aa koma over med den Praamen no, so er
du meir til Kar end eg vidste.»
Men till ake rodde to Mand med to Par
Aarer i den store Baaten. Og Liv sat og saa
paa dem; havde ikke trodd det var muligt paa
Jorden at bli saa glad som hun nu var.
Kaare bar ikke frem Sverres Bud om at
Gunnar og Liv skulde være med til Sørli; de
trængte nok begge at være i Ro den Kvæld.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
