Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Under Bræen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
259
Barn fødes gamle; hvor Dyrene gaar i glohet
Sand og spiser tørt, gult Straa; eller til alle de
pragtfulde Steder, hvor to Trediedele af Men«
neskene bor i soliøse Huler; har du først lært
Sirildalen at kjende, vil dine Tanker altid gaa
tilbake hit, og du vil se den for dig som et
lite jordisk Paradis. Tro du mig.»
Carl maatte smile.
«Ja, jeg tror dig. Her er godt at være.
Ogsaa mindre ensomt end man skulde tro. Man
er ensommere i de store Byer. Men saa hen«
rykt over Livet som du, Tante Eli, det kan jeg
nok aldrig bli. Jeg har jo altid tænkt mig, at
skulde jeg leve, saa maatte det ialfald være
midt i Verdens Centrum.»
«Ak, Carl, Verdens Centrum er der hvor
vi selv er; om det er paa Galhøipiggen eller
«Unter den Linden», er ganske det samme. Du
snakker om at dø; — aa nei, min Ven, først
denne Verden, saa Nirvana. Man faar ikke
noget for intet.»
«Hm. Du er jo igrunden trods alt Pessi«
mist, du ogsaa, Tante Eli.»
«Ja, hvem er ikke det igrunden. Men jeg
synes, at enten faar man dø, eller ogsaa faar
man overvinde sin Pessimisme.»
Carl trak paa Skuldrene; Eli fortsatte:
«Ja for Livet er jo tilsidst bare en Kamp for
at overvinde Døden, og Pessimisme betyr jo
ikke andet end Bevidstheten om at man kommer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
