Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hvor?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
anden. Jeg syntes i disse to at gjenkjende husets
to barn og gjorde moren opmerksom paa dem.
Moren bøiet sig fremover. Hun la armene
over marmorbalustraden og hvilte sit legeme paa
den. Jeg saa paa hendes blonde haar og hendes
rolig smilende ansigt. Jeg hørte hende hviske:
Anne-Marie og Luise. Det faldt hende naturlig
bare at hviske. Fordi det var moren, som hvisket
maatte jo de to dernede høre det. Men saa fettet
hun sig op. Nei, det er ikke dem, sa hun. — —
Herregud, hvor denne time aandet fred og lykke.
Og tænk saa paa hende som De for nogen mi-
nutter siden har set passere fotbi, stivnet av skræk.
Det blev efterhaanden mørkere, og de elek-
tiske buelamper tændtes med en gnistrende fræ-
sen, gaten ytet av blinkende hatte, og det saa ut
som om spoftvognene fløt ovenpaa en lysstrøm.
Med alt det kunstige lys kom en aande av kulde
op mot altanen. Vi gik ind. Lysene var endnu
ikke tændt i altanstuen, men i værelset ved siden
av var det oplyst. Den svake lysning fra side-
værelset blandet sig med skumringen fra vindu-
ene og gjorde alles ansigter merkelig graa og
utviskede. Stemmerne var lave som bestandig
i mørke eller svagt lys, da tankerne trives og
menneskene er bange for at vække en drømmende
eller forstyrre hverandre. Saaledes var alt fred og
velvære i dette stilfærdige og almindelige selskap,
da al samtale pludselig ophøtte, fordi en klokke i
nærheten begyndte at slaa. Det var to slag.
Klokken var halv ni.
90
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
