Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vinter i villa d’Este
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
givelse, et øresønderrivende signal, fra selve slitet,
en skala av alle de ulyder, som faar menneskenes
nerver til at visne: lærred som trives, en sitene som
skjærer luften, en dør som hyler i sine rustne
hængsler og tilslut tre dype støn — slik som det
høres naar stammen er gjennemsaget og træet
falder.
Italienerne i ttattoriet opfatter ikke tilkjende-
givelsen. Det er et folkefærd som er saa indsat
med støi, at selv æselskrikets hevngjerrige gru
undlater at gjøre indtryk.
Folket utholder kulden ved at utstraale larm.
En italiener som vilde sitte stille ved sit glas i
denne kjælderhvælving og medidere likesom en
en nordbo, han skulde hurtig henvisne, bli blek-
nebbet og dø. Trattoriet er en stencelle, kulden
ligger for altid begravet i disse faste tykke mure,
selv en lang sommer eier ikke varme nok til at
gjennemgløde stenen. Dens kulde har ingen lik-
het med et vinterveirs bitterhet, man merker
den ikke straks, men pludselig er det som ens
hjerte blir koldt i denne aarhundredgamle,
fiendske frost, som synes istand til at stivne alt
levende.
Det er denne kulde Italienerne hvert aar gjen-
nemlever med slik forbausende lethet. De gløder
saa længe av sommeren at frosten ikke faar tid
til at sætte sig fast i dem, forinden et nyt foraar
foraar beroliger deres liv. Varmen som de har
opsamlet fra svundne tidsaldre, uttømmes ikke
i enkelte vintermaaneders frost.
181
AN
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
