Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3°
fra den aarle Morgenstund og til Aftenens Komme; men i de
stille, rolige Aftentimer var de uophørlig beskjæftigede med
Erindringen om den elskede, fjerne Ven. En vis anende
Frygt afholdt begge fra at samtale om Frederik, og jo mere
Tiden hengled, desto mindre blev det dem paa begge Sider
muligt at opdage for hinanden sine Følelser og Haab.
Visselig troede enhver af dem, hvad Hjertet saa gjerne vilde tro,
at hun var den, der engang ved Frederiks Haand skulde nyde
Livets skjønneste Fordring. Pludselig døde den gamle Fader;
en gammel Tante flyttede til dem, og de følte mere end
nogensinde Savnet af sin Ven, fra hvem de kun sjelden
erholdt en kjærkommen Efterretning.
Fra deres første Ungdom af havde Faderen holdt dem
til at nedskrive daglig sine smaa Begivenheder og Erfaringer.
Dette var blevet dem til en kjær Nødvendighed, især siden
de mistede Frits og siden den elskede Fader. Dagbogen
havde altid været dem en Helligdom, og intet fremmed Øje
havde seet den. En Aften satte begge Pigerne sig efter
Sædvane ved hver Ende af Bordet for at skrive i Dagbøgerne,
og tilfældigvis, jeg ved ikke hvorledes, bleve de ombyttede.
Begge bleve det var ved første Øjekast, og enhver af dem
rakte med høj Rødme Hænderne ud for at tage sit Hefte
tilbage. Men paa engang standsede de, saa med søsterlig
Kjærlighed paa hinanden og sagde: »læs kun!« Hvad begge
Søstrene egentlig læste, det har min Ven ikke kunnet give
nogen bestemt Kundskab om; men saa meget er vist, at efter
at begge med den mest levende Bevægelse havde snart læst,
snart fæstet Øje paa hinanden, snart udgydt Strømme af
Taarer, sank de uden Ord i hinandens Favn, idet de tiisvore
hinanden søsterlig Kjærlighed til Graven.
Strax efter denne Scene, der vistnok af et Øjenvidne
vilde været fremstillet paa en værdigere Maade, rejste Rosine
til en Veninde i Besøg paa nogle Uger. Faa Dage efter
hendes Ankomst anmeldtes Søkaptein Ring. Med afvekslende
Ansigtsfarve ilede Rosine foran sin Veninde til Døren, — og
højt grædende sank hun i Fritses Arme. Denne, der med
stormende Hjerte ilede til det kjendte Hjem fra den venlige
Bølge, som havde begunstiget sin kjække Søn, og der nu
haabede i en af de hulde Søstre at finde en tro Mage, havde
tilfældigvis hørt, at en Jomfru Ring befandt sig her, og rejste
derfor hid. Af Timer bleve Dage, og imedens Rosines Ven-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
