Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200
»O, snille Madame! lad mig heller end at volde Dem
mere Uro betro Dem min Kummer. Karen! Veninde! Ursula
— er pludselig død«.
Min Moder skiftede Farve; overvældet af den uforberedte
Efterretning støttede hun sig imod Dragkisten. Prestens
Taarer fremkaldte ogsaa hendes. De to Gamle toge en Del i den
unge Mands Kummer, som syntes at lette den. Venlig
lyttede han til min Bedstefaders fromme Citationer. Han
tilnikkede Oldingen Bifald; tale kunde han ej. Min Moder troede,
at den Efterretning, Presten vilde bringe hende, nu var
meddelt og hastede ikke med at føre ham op paa hans Værelse.
Ingen vilde forøge hans Smerte ved at spørge om de
nærmere Omstændigheder ved hendes Sygdom. Tilsidst bad
Tanning om at maatte hvile sig lidt paa en Seng og kastede
derved et betydende Blik paa min Moder.
I Stedet for at lade den dybt rystede Mand fortælle, ville
vi berette Historien saaledes, som den havde udbredt sig, og
som den var kommen Presten for Øre en halv Mils Vej fra
mine Bedsteforældres Hjem, da han fra et kort Ophold i
Stiftsstaden befandt sig paa Hjemturen.
Kun sjelden besøgte Løjtnant Loft Familien i Sund.
Inspektøren skjendte venlig paa ham, fordi han, en ung
Krigsmand, ansaa nogle faa Mile som en Hindring fra hver Uge at
se til sin Kjæreste. Loft angav imidlertid saa gyldige Grunde
for Sjeldenheden af »det ham saa kjære Besøg«, at derimod
intet kunde indvendes. Men den gode Inspektør havde oftere,
end han troede, den Ære at huse Løjtnanten. Dette
observerede den gamle Nils Lods og hans listige Margrethe. Deres
Hytte laa ved Elvebredden noget nedenfor det Fossefald, der
bruser forbi Haven. Fra de klistrede Ruder kunde de godt
se, hvorledes en formummet Skikkelse i Aftenens Stilhed
listede sig op igjennem den smale Sti under Elvbreddens
udhængende Skrent, og i Skikkelsen meget vel kjende den
danske Løjtnant. Ved Hjørnet af Havemuren er en Laage, som
skjønt den ellers plejede at være tillukket indenfra, dog aldrig
imodstod den hemmelighedsfulde Vandringsmands larmfrie
Anstrengelse. Samtidig med dette Fænomen var et andet,
nemlig Glimtet af et Lys fra Vinduerne i det ensomme
Lysthus.
»Naa du Verden!« sagde Margrethe til sin nysgjerrige
Mage, da de første Gang iagttoge denne Nattescene; »de fine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
