Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
75
Store, sagde hun. Ja, ja, de Stores Dannelse plejer at være
temmelig overfladisk, især deres, som Malene kaldte de Store.
Efterlignes den af deres Omgivelser, saa bliver den til en
skrøbelig Finering, som Snedkerne lægge paa sit Træ. Men
Malenes Sjæl var hel og holden dannet, regelmæssigt dannet.
Højlig skulde jeg fejle, om hun ikke har, maaske frivillig i
Ungdomsaarene, forladt en bedre Plads i Samfundet. Dermed
faar det nu forholde sig, som det vil. Det er ikke
sandsynligt, at hun har meddelt sig til nogen Nulevende, og saa —
snart høres aldrig mere hendes Navn. Hvor mange større
Navne glemmes ikke strax? — Det var et forunderligt
Foredrag, hun havde. Jeg ser hende der, siddende i den store
Lænestol, det lille, fortørrede Hoved, der skjælvede, skjønt det
støttede sig op til Ryggens Sidepuder, de tynde, spæde Arme
og Hænder, der laa mestendels ubevægelige henefter
Stolearmene — den svage, men tydeligeRøst og den Sikkerhed i Valget
af Ordene! — De Timer, jeg tilbragte der oppe hos den
Gamle, havde noget saa Eget; de lignede ingen Time i mit
øvrige Liv. Ingen forstyrrede mig eller undredes over, at
jeg sad der den hele Formiddag. Thi Oberstløjtnanten var
ude i en Forretning; Henriette holdt Sengen, og hendes
Arbejdsværelse, hvorfra Trappen gaar op til Kvistkammeret, stod
ganske ledigt. Husets Folk, der sagtens kjendte mit Forhold
til Frøkenen, troede vel, at jeg paa hendes Begjæring tog
mig lidt af Malene, hvem de af og til med nyfigne Miner
bragte Vederkvægelser. Om Eftermiddagen, da jeg atter gik
over fra Prestegaarden, tog jeg Mod til mig og bad om at
maatte se til Frøkenen. Men hun sov, hedte det. Saa satte
jeg mig hos den Gamle. Min Beslutning var tagen; dog
ængstedes jeg ikke lidet ved dens Udførelse. — Saa snart
nemlig Oberstløjtnanten kom hjem, vilde jeg, maatte jeg betro
ham Bedrageriet og føre ham op til Malene, at han af hendes
egen Mund kunde erfare Sammenhængen. Af ingen Andens
Mund, end af min, maatte den første Efterretning derom være
ham taalelig, og mig alene maatte han kunne udholde at
tænke som Medvider i en saa pinlig Hemmelighed; thi det
var jo mig, der stod færdig til at byde Henriette et nyt Navn
for det, hun hidtil havde baaret; det var mig, som, idet jeg
delte alt Mit med hende, ogsaa skulde erholde Rettighed i,
hvad der var eller kunde have været hendes; det var mig
endelig, hvis Ære paa det nøjeste var eller vilde blive for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
