Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
87
ikke rigtig vågnet endnu. Og han gik over i Fore-
dragssalen for at høre sig vågen på Højtlæsning og
Analyse, før han så Linda.
Der var lyst, og der var varmt, og Henrik
følte sig langsomt gennemrislet af legemligt Vel-
befindende; han blev tilbøjelig til at dømme sig selv
mindre strængt. Og Holm fangede hans Opmærk-
somhed. Dær sad han oppe på Kanten af Lærer-
stolen, høj, smidig i sine Bevægelser, med et halv
ironisk, halv venligt Smil i de mørke Øjne, og
passede på dem allesammen. Hans sorte og blanke
Hår var usædvanlig stort og kruste sig om et klogt
Ansigt, men hvad der mest vandt ham de unges
Venskab og Beundring, skønt få gjorde sig klart,
at det var det, — det var hans ualmindelig rigt-
klingende udtryksfulde Røst. Han sad og gnaskede
et Stykke brunt Kandis med sine stærke, hvide
Tænder. Det var for Stemmens Skyld, sagde han,
at han altid gik med Kandis i Lommen. Han havde
sit eget Greb på at få disse Bønderbørn til at forstå,
hvad Ordet er, at det er Tankens Legeme, ikke
en skræddersyet Uniform. Han lod dem ikke stage
sig frem i Bøgerne gennem filosofiske Forfatteres
alenlange Sætningsløb, med Kommaer til Koste og
Udråbstegn til Landmærker. Nej, han fangede deres
egne Ord i Flugten og tvang dem til at undersøge,
hvad det var de havde sagt, hvad der var Hoved-
sagen, og hvad der var Bibestemmelser, og hvor-
ledes det også kunde have været formet, og hvad
der så var blevet anderledes. Det morede dem;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
