Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
Toner; de tvang ham. Hvorfor var der Tavs-
hed nu?
«Nej!» — sagde han spøgende og drog hende
hastigt med over den åbne Plads, ind ad Stien
mellem de unge Graner, til Bænken dær — «i
Morgen bliver det Tøvær og Blæst og Sjask, ikke
til at være nogen Steder, det er jeg vis p å ; i Aften
er det Vinter og Måneskin og skinnende Sne, for
at vi kan finde hinanden og se hinandens Øjne. —
— Du ser ud som Vinteren selv. Dine Kinder er
helt hvide, men Øjnene bliver sorte, og så store,
og så funkler de som Himlen over os med alle
Stjærnerne. — — Det er, som om de siger mig
noget mægtigt og forunderligt, men jeg forstår ikke,
hvad det er.»
Rundt om dem ragede de unge Graner mørkt
op i Månelyset. Han lå på Bænken med Hovedet
i hendes Skød, og hun bøjede sig ned over ham.
«Det lyder tit så underlig bedrøvet, når du
taler,» sagde hun sagte.
Han svarede kun ved at lægge sin Hånd imod
hendes Mund.
Så sprang han op: «Du sidder her og bliver
forkølet!» udbrød han. «Kom! Vi vil tage en
Løbetur.»
Helt ud imod den dunkle Synsrand glimrede
Markerne under den skorpefrosne Sne. Den bar
dem, og de løb, så den kolde Vind suste omkring
dem. Hun løb fra ham, og han foer efter hende,
og kæmpestore Skygger fulgte dem i vild Tagfat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
