Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
42
Ser du — jeg kan ikke sige til dig: din
fortid er din egen. Nu ser jeg dig smile af
frasen, — men du faar fortælle mig alt,
altsammen. Vil du’? Saa blir det klart og
greit mellem os, og det skal ikke kunne
hænde, som kan røre ved et atom af min
tillid til dig. Hvad der e r hændt, er forbi,
og naar jeg ved det, er det glemt og
begravet, langt borte og dybt nede ...»
Hun lagde pennen bort. For naturligvis
var der noget, han var jo saavidt gammel
og saavidt livlig, og desuden — de mange
fristelserne. Saa det var rimeligt, ganske
rimeligt. Og det havde vel aldrig faldt ham
andet ind heller, end at hun vilde vide det.
Hun var intet barn —- og ingen Svava, som
fortidens skygger kunde naa! Hun smilte
næsten overmodig til sig selv, da hun senere
klædte sig af og saa sit ansigt med de rene,
fine linjer i speilet — hvad gjorde vel
fortiden hende? Men da lyset var slukket, og
hun følte med haanden, om det lukkede
brev laa der ved siden paa natbordet, kom
pludselig og umotiveret en tanke, som hun
gjemte over og ikke vilde kjendes ved, fordi
hun ikke turde — om hun, 0111 hun alligevel
var den første!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
