Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
151
— og birken, som stod nede ved vandet
og paa de græsbevokste haugene hjemme,
hvor kjendte hun den ikke, birken, alle
skoves letsindigste, forfængeligste og vakreste
træ, birken, som staar brud i glinsende
silke og slør saa fint hver eneste mai, og
som tror, at dens egne blade er blanke
guldpenge, naar solen om høsten skinner sine
sidste straaler paa dem, -— birken, som blir
violet af bankende, sprængende saft, mens
kulden endnu knager i dens grene, og som
dufter de lyse sommernætter til ende, og
gjør fremmede lande hjemløse og fattige!
Og rognen, den gode, forstandige husmor
med de mange blomster og de tunge, røde
bær, og aspen, som sladrer og hvisker
om alt, skoven gjemmer saa taus paa, og
lønnen, som bladrig og rundhaandet
drysser sine frugter for alle vinde, — hun
elskede dem alle, lige til eneren, skovens
gadegut.
Men bøgen var fremmed for hende, som
den stod der, saa langt øiet kunde naa,
fornem og af gammel byrd, omtænksom og
blufærdig, ikke slippende sine gamle klæder,
før den har sine nye, blanke færdige, saa
den paa en eneste nat kan lade falde alt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
