Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184
aldrig en stund. For det maatte være ganske
stille og ganske tyst, naar jeg skulde kunne
hviske det til dig, og jeg maatte være ganske
vis paa, at de kjære, kjære blaa øinene dine
vilde lyse i glæde. Jeg graater her jeg
sidder, — jeg faar ikke se øinene dine nu, og
glæden er kanske heller ikke i dem. —- Det
vil forandre saa meget for os, jeg vil ikke
kunne være med dig som hidtil, og du
kommer til at hente dine stemninger og indtryk
alene. For de hentes ikke i den verden,
jeg lever i fra nu af. — Og et ord, hun
sagde, hvis navn jeg ikke kan overvinde mig
til at sætte her, har brændt sig ind i mig
svidende klart; vi talte om Karen Verner, og
hun sagde bare: «Hvorfor er de saa dumme?
Hvorfor tar de ikke glæden uden følgerne?
Tror De, det er Vorherre, som ikke har
forundt mig de velsignede smaa?» Jeg gav
dage af mine lyseste, at jeg ikke havde hørt
de ordene, Sæmund, og alligevel maa jeg
skrive dem her, — o m du skulde tænke, at
jeg ikke har naaet frem -— der heller!–-
Jeg styrtede mig i blinde ind i dit liv,
— jeg har forstyrret det for dig. Jeg vilde,
det hele skulde være en dans, hvor
kjærligheden gav takten, jeg vilde, det hele skulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
