Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - VI. Ingemann kaldes til Sorø. — Hans første historiske Digt og Romaner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
214
Ingemann kaldes til Sorø. —
Da Ingemann kom ned til dette Sted, blev
ledden kastet for hans Fremtid som Menneske
og Digter. Alt hvad der var af Udadvendt og
Virkelighedstrængende i hans Aand blev ligesom
indsuget af disse snart barnlig-elskværdige og
æven-tyrsvangre, snart sorgmodige og énsomme
Naturomgivelser. Klosterluften stjeg sig ind i hans
Sind og blev efterhaanden den, hvori biot hans
Sjæl kunde aande. Gik han ud, stemte Alt ham
til Digterdrøm og fantastisk Grubleri; kom han
hjem, sad der et fint nonneagtigt Væsen, hans
Hustru, og malede Roser og Liljer eller Billeder
af den hellige Historie.
Men han ønskede nu inderligt at have det
saaledes, siger Du maaske min Læser; han var
da naaet til Opfyldelsen af sin Vilje?
Sikkerligt! Men det er ikke altid godt for os, at’ faa
det, som vi ville have. Det der hæmmer, det
fremmer ogsaa, siger et gammel Ord; og det
kan næppe altid være til Baade for os selv og
Andre, om vi aldeles uhindret faa Lov til at
fordybe os i det, der er vor Lyst. Mennesket er
nu en Gang et Dobbeltvæsen, eller skal dette
protesteres, i hvert Tilfælde et dobbelsiJigt Væsen.
F>e vore Livsbetingelser saaledes, at vi maa kæmpe
noget, for at faa Lov til at bruge vore Evner
eller hævde vor aandelige Ret, kommer i Reglen
begge vort Væsens Dele til deres Udfoldning,
og vi undgaa at blive ensidige. Var der Noget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
