Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - XI. Sidste Leveaar og Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sidste Leveaar og Digtning.
47 1
hendes Haand; er man spekulativ Theolog og
har skrevet en Afhandling om den hellige Jomfru,
er det en ren Umulighed, at man et Øjeblik kan
faa dette Æmne ud af sine Tanker; er man Læge
maa man strax være parat til at udlede et
Fænomen, der vækker almindelig Forbavselse, af
de trivielleste naturlige Aarsager o. s. fr. At selv
ivrige Fagfolk og Embedsmænd ogsaa en Gang
imellem kan fele og handle som Mennesker,
falder Ingemann sjældent ind). — Men for at
komme tilbage til Ingemanns Ven, Ernst Wilster,
saa er der aldrig Nogen, der har nægtet, at denne,
trods sit Tapperheds-Pedanteri, var en
overordentlig modig og brav Soldat. — Ingemann læser da
ogsaa hans Breve med stor Henrykkelse, og
beklager, at han som Olding ikke kan være
nærværende i Slagtummelen. Han maa nøjes med
at skrive Kampsange og omgive sig med
Gjenstande, der passe til Tiden. Hos Akademiets
Gymnastiklærer, Krigsassessor Prehn,
forhenværende Vagtmester i Garden, faar han en skarpt
sleben Huggert; den lægger han paa sit Bord
med en gammel restavreret Rytterpistol. Den
tapre Landsoldat pryder hans Kakkelovnskjærm*!.
Skjønt Aviserne ikke altid indeholdt sikre
Efterretninger, slugtes de dog i den lille Pavillon
ved Søen med den patriotiske Hunger, som da
*) Mundtlig Meddelelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
