Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - XI. Sidste Leveaar og Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
453
Det faldne Klosters gamle Ry
rejste Du op af Gruset,
saa atter Mindets Morgengry
sin Lvskrans drog omkring Huset.
Og Husets Børn maa da vei og
Hilsen og Bud Dig bringe,
saa Sangens Rost og Hjærtesprog
i Skovens Gjenlyd kan klinge. —
Og ser ej længer Solen Du
gløde mod Aftenstunden,
fortælle skal vi da endnu
oin Jubelfesten i Lunden.
Den gamle Digter var med blottet Hoved
traadt hen til Havestakittet; nu gik Rektor ham
ærbødig i Møde. Jeg erindrer, at jeg, som ellers
ikke elskede vor Skoles Styrer, alligevel, naar han
talte ved festlige Lejligheder, følte mig stolt af,
at den Mand var min Rektor. Naar han (hvad
daglig hændte) skændte paa os, kunde han tit
forsnakke sig pudsigt*); men naar han, efterat
have forberedt sig, optraadte paa solenne Dage
*) En Gang busker jeg saaledes, at én af aune
Kammerater havde solgt et Sengetæppe, der var hans Ejendom,
for at forskaffe sig en glad Aften. Sagen blev at den
Inspektionshavende meldt til Bojesen, der nu holdt Fyren
en lang Straffepræken. Da Forseelsen „naturligvis"
aabnede et langt Perspektiv for Vedkommendes Liv, hvor
man til Slut saa sorte Forbrydelser optaarne sig, endte
Rektor sin Tale med de Ord: .Ja ja — vi mødes nok en
Gang i Tugthuset!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
