Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - XI. Sidste Leveaar og Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
• 462 Sidste Leveaar og Digtning.
dens Uanseelighed Ry, og som smukkest havde
besunget den mellem „Sjællands Kjøbstæder".
Da en Sang af Skuespiller Vilhelm Holst var
afsunget, udtalte Ingemann, „at i de 37 Aar, han
nu havde bot i Sorø, var han voxet sammen med
Egnen og Byen; mægtig h^vde dens Minder og
Natur indvirket paa hans Digterliv og givet det
sin Farve. Kunde han leve sit lykkelige Liv om
igjen, vilde han ikke vælge noget andet Hjem
end det kjære Sorø*. — Og disse Ord vare
sikkert talte ud af den ærlige Digters Hjærte.
Misstemningen fra Begyndelsen af Fyrrerne var helt
bortdunstet fra hans Sind: hvad han havde drømt,
var jo bleven til Virkelighed; hvad han havde
digtet, havde jo baaret Frugt; den Forstaaelse,
han i sin Tid havde sukket efter, var jo opnaaet.
Hans gamle Ven Grundtvigs skjønne Ord om
„Svegder Ingemann":
„Han blæser i Skovhornet,
saa Blomster ham forstaa,
og hvor han gaar, der vrimler det
af dem og Fugle smaa.
Af Æventyr Bedrifter
paa Marken fndes skaf,
alt som af Kæmpevisens Klang
der blev en Hjærteskjald" —
disse Ord vare jo nu opfyldte paa ham og Folket. —
— Og Faklerne slukkedes. Man skiltes
efterhaanden, glade ved at have været samlet ved en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
