Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
27
Skuddet kunde have faaet saadan en Hjort til at røre
Hovedet, men ellers blive liggende. Saa havde jeg
faaet Øje paa dens Takker, og vi kunde have skudt
den med.«
»Ja, nu kan jeg nok indse, at det var galt af mig.
Næste Gang skal jeg tage mig bedre i Vare.«
»Ja, ja, der er jo ingen Ulykke sket,« sagde Jakob.
»Lad os nu se til Hjorten. — ikke sandt, det er et
dejligt Dyr? Den er fem-seks’Aar gammel, ser jeg . ..«
»Hvoraf ved du det?« spurgte Edvard forundret.
»Af dens Takker. Den har ni Takker, ser du;
en enaarig Hjort har kun to Takker, men jo ældre
den bliver, des flere Takker faar den — somme Ti-
der kan der være en tyve-tredive Stykker. Naa, men
jeg maa nok passe mit Arbejde .. .«
Han skar Struben over paa den fældede Hjort;
derpaa skar han Hovedet af og tog Indvoldene ud.
»Er du træt?« spurgte han sin unge Følgesvend,
medens han tørrede sin bredbladede Jagtkniv af paa
Hjortens Skind.
»Nej, ikke Spor!«
»Saa skulde du saamænd gaa hjem og hente
Abildgraa . . . du kan sagtens finde Vej, naar du
tager Trofast med . . . For alene kan vi ikke slæbe
alt det Kød her; der er en halv Snes Lispund, skal
jeg sige dig.«
Saa blev Abildgraa da hentet, og nu varede det
ikke længe, inden de var færdige og kunde komme
hjem til den dampende Suppe, som Alice og Alfred
havde tillavet ganske paa egen Haand, og som smagte
de trætte og sultne Jægersmænd storartet.
Næste Morgen maatte Abildgraa igen ud at trave;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
