Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
99
Edvard tav et Øjeblik. De tusind Minder og
Tanker for gennem hans Hjerne og tog halvvejs
Mælet fra ham. Endelig tog han til Orde:
»Jeg og mine Fædre før mig har tjent Herrerne
til Arnholt, og ærlig talt vilde det skære mig i Hjer-
tet at se det Sværd i fremmedes Hænder. Hvis jeg
nu giver Dem de Penge, De har til gode, .vil De saa
ikke lade mig faa Sværdet? Det følger af sig selv,
at jeg straks vil give det fra mig, hvis en Beverley
skulde komme og kræve det tilbage.«
Det Forslag syntes Vaabensmeden godt om; han
kom frem med Regningen, og Edvard betalte. Saa
navngav den unge Mand sig som Edvard Armitage
og opgav, hvor han boede, og hans Ven Skovfogden
gik i Borgen for ham.
»Hvor jeg er glad for min Faders Sværd,« sagde
Edvard, da de gik ned ad Gaden. »Jeg vilde ikke
sælge det for tusind Kroner, og det skal være i mit
Eje, saa længe jeg lever.«
»Tys! Tal ikke saa højt, her i Byen vrimler det
af Folk med lange Øren. .. Er der saa andre Ting,
De skal have?«
»Nej, nu har jeg mit Sværd, og saa vil jeg
ikke tænke paa alt det andet. For Resten har vi
vist faaet gjort de Indkøb, vi skal. Jeg synes, vi
skulde lade spænde for nu og saa hente Melet og de
andre Sager, som vi har ladet staa, hvor vi købte
dem.«
Henne paa Gæstgivergaarden kom de i Snak med
en Mand, som viste sig at være en gammel Kending.
Det var nemlig Benjamin, den unge Karl, som i sin
Tid havde tjent paa Arnholt. Da Edvard imidlertid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
