Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Stockholm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sang om Kong Enzio og om „Lejonet i öknen“ [1],
sang med blødende Hjerte; det friske Drueblad kjølede
Vunden og dræbte Sangeren. Fred med Støvet,
Sangene leve evigt! Vi gaae til Eders Grav, hvor
Regnbuen peger. Herligt er Skuet deroppe.
Terrasseformigt løfte sig Husene i de brolagte, steile
Gader; gjennem smalle Gyder, op ad Bjælketrapper,
kan Fodgjængeren forkorte sig Veien, og altid Nedsigt
og Udsigt til Vand, Klipper og Grønt. Her er smukt
at boe, her er sundt at boe, men det er ikke fornemt,
som ved Brunkebergs Sandaas; dog det bliver det nok!
paa Sødermalms Klippegrund skal engang Stockholms
„Strada Balbi“ reise sig.
Vi staae heroppe. Hvilken anden Verdens By
har en bedre Udsigt over den salte Fjord, over den
friske Sø, over Taarne, Kupler, sammendyngede Huse
og et Slot, som Kong Enzio selv kunde have bygget
det, og rundt derom de sorte, alvorlige Skove med
Ege, Gran og Fyr, saa nordisk, drømmende i den
synkende Sol. Det er Dæmring, det bliver Nat,
Lysene tændes i Byen dernede, Stjernerne tændes paa
Himlen deroppe, og høit mod Stjernegrunden løfter
sig Taarnet fra Ridderholms-Kirken, Stjernerne skinne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
