Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI. I Skoven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den tætte, tykke Skov; vi komme forbi smaa Søer,
de ligge saa dybe og stille, som om de gjemte Natten
og Søvnen bag deres mørke Glasflade. Nu ere vi
ved en Skovslette, hvor rundt omkring kun staae
forkullede Træstubbe oven over Roden; fort, afbrændt og
øde er den lange Strækning, ikke en Fugl sees flyve
hen derover. Nu hilses vi igjen af høie Hænge-Birke;
et Egern springer legende over Veien og op ad Træet;
vort Øie speider hen over den skovgroede Bjergside,
der saa langt, langt, skraaner opad, men der øines
endnu intet Huus, intetsteds stiger den blaalige Røgsky,
der viser, at her findes Mennesker. Solen skinner varm,
Fluerne dandse om Hestene, sætte sig paa disse, flyve
igjen op, dandse for paany at hvile og sidde stille, de
tænke maaskee da: „nu gaaer det ikke mere fremad, der
er ingen Bevægelse, vi sidde jo stille!“ de tænke som
mange Mennesker tænke, og huske ikke, at Tidens
Heste altid flyve frem med os! Hvor her er eensomt!
velsignet eensomt! man er saa deiligt ene med Gud
og sig selv. Som Sollyset strømmer hen over Jorden
og over de udstrakte, eensomme Skove, saaledes strømmer
Guds Aand over Mennesket og ind i Mennesket.
Ideer og Tanker udfolde sig fra Sjælens Dyb, det uendelige,
uudtømmelige, som han er det, som Magneten, der tildeler
Jernet af sine Kræfter, og selv ingen mister derved. I
Skovnaturen her, paa den lange, eensomme Vei gjennem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
