Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVI. Dal-Elven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
støv, sin Regnbue som en luftig Farvebro fra Bredden
til dem skovgroede Klippe-Ø midt i Faldet.
Vi køln hertil fra Gefle, og saae allerede langt
borte paa Veien de blaa Skyer af det knuste stigende
Vandstøv løfte sig over de mørkegrønne Trætoppe.
Vognen holdt nær ved Broen, vi traadte ud, og tæt
foran os styrtede den hele, fulde Elv.
Maleren kan ikke give os paa Lærredet det sande
levende Billede af et Vandfald, Bevægelsen deri
mangler. Hvorledes vil man kunne beskrive det med
Ord, udtale denne majestætiske Storhed, Farve-Skjønhed
og piilsnare Fart, — man kan ikke, men man prøver
dog derpaa, sætter stykkeviss med Ordene et Omrids
sammen af det Speilbilled, vort Øie gav os, og som
selv den stærkeste Erindring dog kun har i usikkre
Streger.
Ovenfor Faldet deler Dal-Elven sig i tre Arme,
de to omslutte en skovgroet Klippe-Ø, og styrte sig
ned om dens glat afskaarne Steenvægge; det høiere
Fald af disse er det rigeste; den tredie Arm gjør en
Omvei, og kommer til Hovedstrømmen igjen først
nedenfor de forenede Fald, der styrter sig ud, for
ligesom at standse de to større, og rives nu i
kogende Hvirvler bort med den piilsnare Strøm, der
jager afsted, skummende mod de murede Piller, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
