Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IVAN HOE
35
det, saa lader jeg ham udraabe som en Kryster paa hvert Tempelhofs
Mure i Europa.«
»Det vil ikke gøres behov,» brød Lady Rowena Tavsheden, »min
Røst skal høres, om ingen anden opløftes i denne Hal til Forsvar
folden fraværende Ivanhoe. Jeg paastaar, at han ærlig vil modtage
enhver ærlig Udfordring. Kunde min svage Borgen yde denne hellige
Pilgrims uvurderlige Pant yderlige Sikkerhed, saa vil jeg sætte mit Navn
og min Ære i Pant for, at Ivanhoe vil tage den Dyst med denne stolte
Ridder, som han attraar.«
Et Mylr af modstridende Følelser syntes at have grebet Cedric og
at have holdt ham tavs under denne Forhandling. Tilfredsstillet
Stolthed, Vrede og Forlegenhed afløste hinanden paa hans brede og aabne
Pande som Skyggen af Skyer, der trækker hen over en Høstager,
medens hans Folk, paa hvilke den sjette Ridders Navn syntes at øve en
næsten elektriserende Virkning, spejdede med spændt Forventning efter
deres Herres Blikke. Men da Rowena talte, syntes Lyden af bendes
Stemme at vække ham op af hans tavse Betragtninger.
»Frøken,« sagde Cedric, »det sømmer sig ikke! Gjordes yderligere
Pant behov, vilde jeg selv, krænket, og med Føje krænket som jeg er,
dog sætte min Ære i Pant for Ivanhoes Ære. Men Kamppantet er
fyldestgørende, selv efter det normanniske Ridderskabs forunderlige
Vedtægter — er det ikke, Fader Aymer?«
Jo, det er,« svarede Prioren, »og den hellige Relikvie og den
kostbare Kæde vil jeg gemme sikkert i vort Klosters Skatkammer, indtil
denne Udfordring til Kamp har fundet sin Afgørelse.«
Efter at have talt saaledes korsede han sig atter og atter, og efter
mange Knæbøjninger og fremmumlede Bønner leveredehan Relikviæsken
til Broder Ambrosius, hans tjenende Munk, medens han selv med
mindre Ophævelser, men maaske med ikke mindre indre Tilfredshed
indsvøbte Guldkæden og lagde den i en Lomme, foret med vellugtende
Skind, som fandtes under hans Arni. »Og nu, Hr. Cedric,« sagde han,
»det ringer til Vesper for mine Øren formedelst eders gode Vins Styrke
— tillad mig nu at drikke endnu en Skaal paa Lady Rowenas Vel, og
giv os saa Frihed til at gaa til Hvile.«
»Ved Bromholnies Kors,« sagde Angelsachseren, »I hævder kun ilde
eders Ry, Hr. Prior; Rygtet siger, at I er en flink Munk, der godt kan
høre Morgenklokken ringe, inden I forlader det fyldte Bæger, og
gammel som jeg er, frygtede jeg, at jeg vilde staa til Skamme, naar jeg kom
sammen med eder. Men paa min Tro, en angelsachsisk Dreng paa tolv
Aar vilde i min Tid ikke saa snart have forladt sit Bæger.«
Prioren havde imidlertid sine egne Grunde til ikke at svigte det
Maadehold i Nydelsen, som han ved denne Lejlighed havde lagt an paa.
Ved nærværende Lejlighed havde han en instinktmæssig Frygt for
An-gelsachserens letopbrusende Gemyt og skønnede, hvilken Fare der var
for, at den hensynsløse og overmodige Aand, som hans Ledsager
allerede havde givet saa mange Beviser paa, tilsidst kunde fremkalde et
eller andet ubehageligt Udbrud. Han indrømmede derfor beskedent, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
