Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68
WALTER SCOTT
»Hr. arveløse Ridder,« sagde Prins Johan, »efterdi det er den eneste
Benævnelse, med hvilken vi kan tiltale eder, det er nu eders Pligt,
som det er eders Ret, at nævne den skønne Dame, der som Ærens og
Kærlighedens Dronning skal føre Forsædet ved næste Dags Fest. I Fald
I som Fremmed i vort Land skulde kræve andres Bistand til Vejledning
ved eders Dom, kan vi kun sige, at Alicia, Datter af vor tapre Ridder
Valdemar Fitzurse, ved vort Hof længe har været holdt for den første
i Skønhed som i Rang. Imidlertid er det eders ubestridelige Ret at
tildele, hvem I tykkes, denne Krone, ved hvis Overrækkelse til den Dame,
paa hvem eders Valg monne falde, Udnævnelsen af Dronningen for den
Dag i Morgen vil være fuldbragt. Løft eders Lanse op.«
Ridderen adlød, og paa dens Spids hængte Prins Johan en Krans af
grønt Atlask, om hvis Rand der var en Guldring, hvis øverste Kant var
besat med Pilespidser og Hjerter, der vekslede som Jordbærbladene og
Kuglerne i en Hertugkrone.
Til det tydelige Vink, som han lod falde med Hensyn til Valdemar
Fitzurses Datter, havde Prins Johan mere end én Bevæggrund, der alle
skrev sig fra en Karakter, som var en forunderlig Blanding af
Sorgløshed og Overmod paa den ene Side, simpel Fiffighed og Snedighed paa
den anden Side. Han ønskede at bringe de ham omgivende Riddere til
at glemme hans upassende og anstødelige Spøg om Jødinden Rebekka;
han vilde gerne forsone Alicias Fader Valdemar, hvem han nærede æng
stelig Ærbødighed for, og som mere end én Gang havde vist sig
misfornøjet med, hvad der foregik i Dagens Løb. Men foruden disse
Aarsager attraaede han at skabe den arveløse Ridder (hvem han allerede
nærede en stærk Uvilje imod) en mægtig Fjende i Valdemar Fitzurse,
der rimeligvis, tænkte han, vilde føie sig højlig krænket over den
Fornærmelse, der tilføjedes hans Datter, i Fald Sejrherren traf et andet
Valg.
Og saaledes skete det. Thi den arveløse Ridder red forbi det
Galleri, der var nærmest Prinsens, og paa hvilket Lady Alicia sad i den
triumferende Skønheds fulde Stolthed, og idet han lod sin Hest gaa
ligesaa langsomt, som han hidtil havde redet hurtig indenfor Skrankerne,
syntes han at udøve sin Ret til at undersøge de mange skønne Ansigter,
der prydede den glimrende Kres.
Det var nok Møjen værdt at se den forskellige Adfærd, de Skønheder
viste, der undergik denne Prøvelse, i den Tid, den stod paa. Nogle
rødmede, andre paatog sig en stolt og værdig Mine; nogle saa lige frem
for sig og bestræbte sig for at lade, som de aldeles ikke vidste, hvad der
foregik; nogle trak sig ængstelig tilbage, hvilket maaske kun var paa
Skrømt; nogle bestræbte sig for at lade være at smile, og der var to
eller tre, som lo højt.
Endelig holdt Ridderen stille under den Balkon, hvorpaa Lady
Rowena sad, og Tilskuernes Forventning var nu spændt paa det højeste.
Cedric den Angelsachser havde sjæleglad over Tempelherrens
Nederlag og end mere over det Uheld, der havde ramt hans to ildesindede
Naboer, Front-de-Boeuf og Malvoisin, med Forkroppen rakt halvt ud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
