Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sekstende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 VAN H OE
113
var afhugne, og tværs over hvilket der i Nærlieden af Toppen var
bundet et Stykke Træ, var anbragt i opretstaaende Stilling tæt ved Doren
som en raa Fremstilling af det hellige Kors. Lidt derfra paa højre Side
rislede en Kilde med det klareste Vand frem af Klippen og opfangedes
i en liul Sten, der var bleven omdannet til et simpelt Bassin. Idet Vandet
strømmede ud deraf, rislede det ned ad Skrænten i en Rende, som det
selv havde dannet, og randt hen over den lille Slette for derpaa at tabe
sig i den nærliggende Skov.
Ved denne Kilde laa Ruinerne af et meget lille Kapel, hvis Tag
til Dels var styrtet sammen. Bygningen havde, da den var hel, nidrig
været mere end seksten Fod lang og tolv Fod bred, og det forholdsvis
låve Tag hvilede paa fire krydsende Buer, der udgik fra Bygningens
fire Hjørner og hver især bares af en kort, svær Søjle. To af disse Buer
stod blottede, da Taget var faldet ned imellem dem; over de andre var
det endnu helt. Man kom ind i det gamle Bedehus under en meget lav
Rundbue, som var smykket med flere Rækker af de Zigzag-Ornamenter,
der ligne Haj fisketænder, og som man saa ofte finder paa de ældre
angelsachsiske Bygninger. Over Indgangen hævede der sig paa fire
smaa Søjler et Klokketaarn, hvori den grønne, vejrslagne Klokke hang,
hvis svage Toner den sorte Bidder nylig havde hørt.
Det hele stille og fredelige Landskab laa blinkende i Aftenens
Halvlys for den Bejsendes Blikke og gav ham Sikkerhed for Nattely,
eftersom det var en særlig Pligt for hine Eremiter, der boede ude i Skovene,
at vise Gæstfrihed imod Rejsende, der var farne vild eller blevne
overraskede af Natten.
Ridderen gav sig derfor ikke Tid til at tage de nys beskrevne
Enkeltheder nærmere i Øjesyn, men idet han takkede St. Julian (de
Rejsendes Skytspatron), der havde anvist ham et godt Herberge, sprang
han af Hesten og bankede paa Eremitboligens Dør med Enden af sin
Lanse for at vække Opmærksomhed og vinde Adgang.
Det varede en Tid, inden han modtog noget Svar, og da Svaret kom,
var det ugunstigt.
»Gak videre, hvo du end er«, lød det Svar, der gaves med en dyb,
hæs Stemme fra det Indre* af Hytten, »og forstyr ikke Guds og St.
Dunstans Tjener i hans Aftenandagt«.
»Ærværdige Fader«, svarede Ridderen, »det er en stakkels
Vandringsmand, som har forvildet sig i disse Skove, og som nu vil give
dig Lejlighed til at vise din Medlidenhed og Gæstfrihed.«
»Gode Broder«, svarede Eremitboligens Beboer, »det har behaget
Vor Frue og St Dunstan at bestemme mig til at være Maalet for
disse Dyder i Stedet for at udøve dem. Jeg har ingen Levnedsmidler
her, som selv en Hund vilde dele med mig, og en Hest, der blot var
nogenlunde vel vant, vilde forsmaa mit Leje — drag derfor videre paa
din Vej, og Gud være med dig!«
»Men hvorledes er det muligt for mig«, svarede Bidderen, »at finde
Vej gennem en Skov som denne, naar Mørket falder paa? Jeg beder
Ivanhoe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
