Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Otteogtyvende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ivanhoe
201
»For Øjeblikket er det forbi,« svarede Rebekka; »vore Venner samler
Kræfter i Udenværket, som de har taget, og det yder dem saa god
Dækning imod Fjendens Skud, at Besætningen kun nu og da sender nogle
enkelte Flitsbuepile derover, vistnok mere for at ængste dem end for at
gore dem nogen egentlig Skade.«
»Vore Venner,« sagde Wilfred, »vil sikkerlig ikke opgive et
Foretagende, som de har begyndt med saa megen Hæder og hidtil bestaaet
saa vel. Nej, jeg sætter min Lid til den gode Ridder, hvis Økse har
sønderhugget Egeplanker og Jernstænger. Forunderligt,« mumlede han
igen ved sig selv, »om der skulde være to, som kunne udføre en saa
fortvivlet tapper Daad! — en Hængelaas og en Lænke paa sort Felt —
hvad kan det betyde? — ser du intet andet, Rebekka, hvorpaa man kan
kende den sorte Ridder?«
»Nej«, sagde Jødinden, »alt paa ham er sort som Natteravnens
Vinge. Intet kan jeg øjne, paa hvilket man yderligere kan kende ham
— men da jeg nu en Gang har set ham udfolde sin Styrke i Kampen,
tror jeg, at jeg kunde kende ham igen blandt tusinde Krigere.«
»Rebekka,« svarede han, »Du ved ikke, hvor umuligt det er for en
Mand, der er uddannet til Ridderfærd, at holde sig rolig som en Præst
eller en Kvinde, naar der trindtom udføres Hædersbedrifter. Kærlighed
til Kampen er den Føde, hvoraf vi lever — Støvet fra det blodige Stævne
vor Aande. Vi lever ikke — vi ønsker ikke at leve længere, end saa længe
vi er sejrrige og har et hædret Navn. Af denne Art, Pige, er
Ridderskabets Love, som vi har svoret paa, og for hvilke vi ofrer alt, hvad
der er os kært.«
»Ak!« sagde den skønne Jødinde, »og hvad andet er det, tapre
Ridder, end at ofre til den tomme Æres Dæmon og gaa gennem Ilden
til Moloch? Hvad har I tilbage som Løn for alt det Blod, I har udøst
— for al den Møje og Pine, I har udstaaet — for alle de Taarer, som
eders Bedrifter har voldet, naar Døden har brudt den stærke Mands
Spær og standset hans Stridshest’s raske Løb?«
»Hvad der bliver tilbage?« udbrød Ivanhoe. »Hæderen, Pige,
Hæderen, som forgylder vort Gravminde og foreviger vort Navn.«
»Hæderen,« vedblev Bebekka, »ak, den er den rustne Brynje, der
hænger som et Sørgeskjold over Ridderens dunkle og hensmuldrende
Grav.«
Hun saa lidt efter hen til den saarede Ridders Leje.
»Han sover«, sagde hun; »Naturen er bleven udmattet af Lidelsen
og den aandelige Spænding, og hans trætte Legeme griber det første
Øjeblik, da der er en forbigaaende Standsning til at synke hen i Slummer.
Ak, er det en Brøde, at jeg ser paa ham, da det maaske er sidste Gang?
— maaske endnu kun et kort Spand af Tid, og disse Træk vil ikke
længere besjæles af den kække, livlige Aand, der ikke engang svigter
dem i Søvnen ! Kun en kort Tid, og denne Mund vil maaske staa aaben,
Øjnene være stive og blodunderløbne, og den stolte og ædle Ridder vil
blive traadt under Fødder af den ringeste Træl i denne forbandede
Borg, men vil ikke røre sig, naar Hælen opløftes imod ham! Og min
Ivanhoe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
