Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Treogtredivte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ivanhoe
239
mer sig for hendes Rang, ved Hjælp af Lanse og Stigbøjle,« sagde de
Bracy.
»Nej, nej,« svarede Fitzurse; »jeg vil søge Tilflugt i Sankt Peters
Kirke — Ærkebiskoppen er min Fosterbroder.«
Under denne Samtale var Prins Johan lidt efter lidt vaagnet af den
Sløvhedstilstand, hvori den uventede Efterretning havde bragt ham, og
havde med Opmærksomhed lyttet til den Samtale, der fandt Sted
mellem hans Tilhængere. »De falder fra mig,« sagde han til sig selv, »de
holder ikke mere fast ved mig end et vissent Blad ved Grenen, naar et
Vindpust blæser paa den. — For Helvede og alle Djævle! kan jeg ikke
selv finde paa Raad, naar jeg forlades af disse fejge Uslinge?« Han tav,
og der var et Udtryk af djævelsk Lidenskab i den tvungne Latter,
hvormed han tilsidst afbrød deres Samtale.
»Ha, ha, ha! I gode Herrer, ved Lyset fra Vor Frues Aasyn, jeg
holder eder for kloge Mænd, kække Mænd, snarraadige Mænd, og dog
opgiver I Rigdom, Hæder, Lystighed og Glæde, alt, hvad vort ædle Spil
forjættede eder, i det Øjeblik, da det kunde vindes ved et dristigt Kast!«
»Jeg forstaar eder ikke,« sagde de Bracy. »Saa snart Richards
Hjemkomst rygtes, vil han være i Spidsen for en Hær, og alt er da
forbi med os. Jeg vilde raade eder, Herre, til enten at fly til Frankrig
eller søge Beskyttelse hos Dronningemoderen.«
»Jeg søger ikke Sikkerhed for mig selv,« sagde Prins Johan stolt;
»den kunde jeg vinde blot ved et Ord til min Broder. Men skønt I, de
Bracy, og I, Valdemar Fitzurse, er saa villige til at forlade mig, vilde
det dog ikke glæde mig synderlig at se eders Hoveder sortnes af Vejr
og Vind oven over Cliffords Port.« Valdemar Fitzurse og de Bracy saa
paa hinanden med forvirrede og forsagte Miner. »Der er kun én Vej til
Frelse,« vedblev Prinsen, og hans Aasyn blev saa mørkt som den sorte
Nat; »denne Genstand for vor Skræk rejser ene. Man maa finde ham.«
»Jeg ikke,« sagde de Bracy hastig; »jeg var hans Fange, og han
viste mig Naade. Jeg vil ikke gøre en Fjer i hans Hjelmbusk nogen
Skade.«
»Hvem taler om at gøre ham nogen Skade?« sagde Prins Johan
med en haard Latter; »den Karl vil velwsnart sige, at jeg bavde i Sinde,
at han skulde slaa ham ihjel! Nej — et Fængsel vilde være bedre; vor
Onkel Robert levede og døde i Borgen Cardiffe.«
»Ja,« sagde Valdemar, »men eders Fader Henrik sad fastere i sit
Sæde, end eders Naade kan gøre. Jeg siger, det bedste Fængsel er det,
som laves af Graveren — intet Fangehul er saa godt som en
Kirkehvælving. Jeg har sagt min Mening.«
»Enten her er Tale om Fængsel eller Grav,« sagde de Bracy, »toer
jeg mine Hænder i hele den Sag.«
»Nidding!« sagde Prins Johan; »du vil dog ikke forraade vor Plan?«
»Det er ikke min Hensigt,« sagde de Bracy; »jeg vil staa eder bi i
alt, hvad der sømmer sig for en Ridder, hvad enten det er paa
Kamppladsen eller i Lejren; men denne Røverfærd hører ikke med til, hvad
jeg har lovet.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
