Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Syvogtredivte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SYVOGTREDIVTE KAPITEL.
Selv paa Lucas Beaumanoir gjorde Rebekkas Mine og Holdning
Indtryk. Den sædvanlige Strenghed mildnedes noget i hans Ansigt, da
hans Blik hvilede paa den smukke Skabning, der stod venneløs for
ham og forsvarede sig med saa megen Begavelse og saa stort Mod. Han
korsede sig to Gange, ligesom om han ikke ret kunde begribe, hvoraf
det kom sig, at et Hjerte, der ved slige Lejligheder plejede i Haardhed
at ligne Staalet i hans Sværd, paa en saa uvant Maade blødgjordes.
Endelig tog han Ordet:
»Pige,« sagde han, »i Fald den Medlidenhed, jeg føler for dig,
skriver sig fra nogen Virkning, som dine onde Kunster har øvet paa mig,
er din Brøde stor. Men jeg antager snarere, at det er Naturens blidere
Følelser, der gribes af Sorg over, at en saa herlig Skikkelse er et
Fortabelsens Kar. Fortryd din Synd, min Datter — bekend dine
Trolddomskunster — vend dig hort fra din slette Tro — omfat dette hellige
Tegn, og alt vil endnu blive godt med dig baade her og hisset. I et eller
andet Søsterskab af den strengeste Orden skal du faa Tid til Bøn og
passende Bod og til en Anger, som du ikke vil fortryde. Gør det og lev
— hvad har Moses’ Lov gjort for dig, at du skulde dø for den?«
»Det var mine Fædres Lov,« sagde Bebekka; »den overleveredes
dem i Storm og Torden, i Skyer og Ildsluer paa Sinai Bjerg. I Fald I
er Kristne, tror I ogsaa dette — den er, siger I, kaldt tilbage; men det
har mine Lærere ikke lært mig.«
Lad vor Kapellan træde frem,« sagde Beaumanoir, »og sige denne
halsstarrige Vantro —«
»Tilgiv, at jeg afbryder eder,« sagde Rebekka ydmygt, »jeg er en
Pige og uvant til at kæmpe med Ord for min Religion, men jeg kan dø
for den, i Fald det er Guds Vilje. Jeg beder eder at svare paa min Bøn
om en Stridsmand.«
»Giv mig hendes Handske,« sagde Beaumanoir. »Dette er visselig,«
vedblev han, da han saa paa den fine Væv og de smækre Fingre, »et
ringe og skrøbeligt Pant for saa dødeligt et Formaal. Ser du, Rebekka,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
