Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Treogfyrretyvende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
298
WAi.TER SCOTT
»Jo vist!« svarede Jarlen, »nej, han modtog ham, som om de var
trufne sammen efter en Jagt, og idet han pegede paa mig og vore
Ryttere, sagde han: »Du ser, Broder, at jeg har nogle bistre Mænd med
mig — Du gør bedst i at drage hen til vor Moder, bringe hende min
sønlige Hilsen og blive hos hende, til Folks Ilterhed har lagt sig.«
»Og det var alt, hvad han sagde?« spurgte Ivanhoe. »Maa da ikke
enhver sige, at denne Fyrste opmuntrer til Forræderi ved sin Mildhed?«
»Ja, ganske rigtigt,« svarede Jarlen, »ligesom den Mand kan siges
at b}rde Døden til Gæst, der indlader sig paa at kæmpe en Kamp, skønt
han har et farligt Saar, som endnu ikke er lægt.«
»Jeg tilgiver dig den Spøg, Herre Jarl,« sagde Ivanhoe, »men husk
paa, jeg vovede kun mit eget Liv — Richard satte sit Riges Vel i Fare.«
»De, der kun ænser eget Vel saa lidt,« svarede Essex, »tager sig
sjældent synderlig varmt af andres. Men lad os skynde os til Borgen,
thi Bichard tænker paa at straffe nogle af de underordnede Deltagere i
Sammensværgelsen, skønt han har tilgivet dens Leder.«
Af de retslige Undersøgelser, som anstilledes i denne Anledning, og
som er udførlig optegnede i det Haandskrift, hvorfra vi har hentet vor
Fortælling, synes dog at fremgaa, at Maurice de Bracy slåp over Vandet
og tog Tjeneste hos Philip af Frankrig, medens Philip de Malvoisin og
hans Broder Albert, Præceptoren paa Templestowe, blev henrettede,
hvorimod Valdemar Fitzurse, Sjælen i Sammensværgelsen, slåp med
Landsforvisning, og Prins Johan, til hvis bedste den var stiftet, ikke
en Gang blev sat i Bette af sin godmodige Broder. Ingen ynkedes
imidlertid over de to Brødre Malvoisins Skæbne; de led kun den Død, de
begge to havde gjort sig vel fortjente til ved den Falskhed, Grusomhed
og Vold, de paa mange Maader havde øvet.
Kort Tid efter den Tvekamp, der havde fundet Sted til Afgørelse af
Bebekkas Sag, blev Cedric den Angelsachser kaldet til Kong Bichards
Hof, der, for at genoprette Roligheden i de Grevskaber, i hvilke hans
Broders Ærgærrighed havde fremkaldt en Gæringstilstand, da holdtes
i York. Cedric gjorde en hel Del Ophævelser over denne Kaldelse, men
han vægrede sig ikke ved at efterkomme den. Bichards Hjemkomst
havde i Virkeligheden kvalt ethvert Haab, han havde næret om at
gjen-oprette et angelsachsisk Herskerhus i England; thi hvad end
Angelsach-serne kunde have opnaaet i Tilfælde af en Borgerkrig, var det klart,
at der ikke kunde udrettes noget under Bichards uomtvistede
Herredømme, afholdt som han var af Folket, ved sine gode personlige
Egenskaber og sin krigerske Berømmelse, skønt hans Styrelse var vilkaarlig
og efterladen, snart altfor mild og snart næsten despotisk.
Men ydermere kunde det ikke en Gang undgaa Cedrics
Opmærksomhed, hvor nødig han end vilde vedgaa det, at hans Plan om fuld
Sammenslutning mellem Angelsachserne ved Bowenas og Athelstanes
Giftermaal nu maatte betragtes som aldeles forspildt derved, at begge de
paagældende Personer var imod det. Det var vistnok en Begivenhed,
som han i sin Iver for den angelsachsiske Sag ikke kunde have
forudset; og selv da begges Utilbøjelighed lagde sig for Dagen ganske aaben-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
