Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Skogsfugljagten og dens Finesser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
man vil forklare mig det? Seiv om den gaar mod Vinden
eller med Sidevind, kan der komme en Slæng bagfra, som
tvinger Hunden lavt og til Stand. Der er ogsaa de Jægere,
som paastaar, at en Hund, som tåger Stand for Sædet, har
mangelfuld Næse; ja bevis det! At en Hund en kort Tid
fæster sig ved et Sted, hvor Fuglen en længere Tid har op
holdt sig, er meget naturlig; Lugten er stærkere der, men nåar
denne har fordelt sig og er kjølnet, vil Hunden ogsaa flytte
sig. Det er kun Hundens Næse, som afficeres af Fuglens
Nærværelse Og Tæften kan meddele sig, som om Fuglen var
langt borte. At opfatte Hundens Opførsel bogstavelig derhen,
at Stand absolut skal være ensforstaaet med, at Fuglen ligger
fast, er absurd. En anden Sag er det, hvis Hunden vedhol
dende holder Standen længe, efterat Fuglen har løftet, og der
viser sig ikke at være flere Fugl. Men seiv der maa man
skjelne mellem gammel og ung Hund. Der skal en mere ind
gaaende Prøve til for at dømme en Hund fra Næsen, thi ved
andre Anledninger igjen kan en saadan Hund vise Tegn paa
god Næse.
Jeg skal fortælle et Par Træk fra min Praksis.
„Basta", en Kuldsøster af „Darling", utvivlsomt den bedste
Skogshund, som jeg nogensinde har eiet, havde tåget Stand
med Næsen udover en tæt bevoxet Li; der var saa trangskogs,
at det ingen Udsigt var til at faa skudt. Jeg saa paa Hunden,
at Fuglen laa fast, men det var saa brat, at jeg ikke kunde
komme ned, og Hunden var ikke at bevæge. Da jeg havde
staaet en Stund og funderet, lettede en Aarfugl, uden at jeg
saa den, men Hunden vred kun paa Hovedet og stod lige fast.
Aarfugl No. 2 gik op, Hunden stod. No, 3, 4, 5, 6og 7
løftede med passende Mellemrum og enda stod Hunden; tilslut
hørte jeg en eiendommelig plaskende Lyd, og en Rugde lettede.
Da først gik „Basta" forsigtig og lydløst nedover Skraaningen.
Jeg anfører dette, fordi det saa ofte hænder, at der ligger Fugl
igjen, om nogle løfter. Hunden holder fremdeles Standen, men
med et gaar den frem og saa er der tilsyneladende ingen. Falsk
Stand altsaa. Et Hundrede Alen undaf gaar saa en Fugl
op, den har altsaa sprunget, medens Hunden stod. Og sligt
skulde man ikke tilgive!
Med den samme „ Basta" var en Ven og jeg for mange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
